Kirken i Gyngen

I Vilhelm Grønbechs bog “Jesus Menneskesønnen” er der et kapitel med overskriften “Jesu humor”. Grønbech var uddannet sprogvidenskabsmand hos den berømte sprogforsker Vilhelm Thomsen, som det lykkedes at læse ældgamle mongolske indskrifter ved at løse gåden om det ældste tyrkiske skriftsprog. Også Grønbechs egen doktorafhandling handlede om tyrkisk sprog – og da det nye Tyrkiet under Atatyrk i begyndelsen af det 20. århundrede skiftede de arabiske bogstaver ud med latinske, var Grønbech involveret i arbejdet med at udforme det nye tyrkiske skriftsprog.

Fra denne udørk af gamle sprog lyttede Grønbech sig ind på sit egentlige virkefelt nemilg religionshistorien. Det skal forstås ganske bogstaveligt for han lyttede sig netop igennem de gamle tekster ind til menneskene bag dem. Ikke blot læste han, hvad der stod – men han følte sig også ind bag teksten og hævdede, at den kerne han fandt ikke var et produkt af hans egen fantasi men et historisk faktum. Det var ikke alle, der var lige begejstrede for Grønbechs opdagelser, for når han fik banket rusten af ordene, betød de ofte noget helt andet end man havde vænnet sig til.

To af Grønbechs eksempler på Jesu humor er følgende:

Det gælder historien om en mand, der allerede er gået til køjs med hele sin familie og bliver vækket af en højrøstet tigger, der beder om mad. Vi føler med ham, siger Grønbech. Han ligger godt under dynen. Børnene er endelig faldet til ro. Men tiggeren bliver ved med at råbe udenfor huset, og til sidst må han op og en tur i køleskabet.

Der er også historien om kvinden, der omhyggeligt havde gemt en hundredekroneseddel i en bog, og nu ikke kan huske, hvilken bog, det var. Hun må febrilsk igennem hele reolen, og da hun endelig finder den af bare glæde må fejre det og inviterer sine veninder på is nede på lystbådehavnen.

Men Grønbech har blik for mere end denne oplagte humor hos Jesus. Han bruger også udtrykket “nænsom humor” og nævner som eksempel episoden i Simon den Spedalskes hus, hvor en kvinde, som traditionen ofte identificerer med Maria Magdalene, salver Jesus med kostbar salve. Humoren består her i den underfundighed, der er i det svar, Jesus giver, da de andre gæster bliver forargede over, at denne kvinde bortødsler dyrebar salve, som kunne være solgt og pengene givet til de fattige.

Her skal man vide, siger Grønbech, at Jesus i sit svar, at “De fattige har I altid hos jer” citerer Moses, som har sagt, at “De fattige vil altid være i landet, derfor befaler jeg dig at åbne din hånd”, altså at være gavmild. Det er jo netop det, de forargede gæster lige har sagt, at pengene skulle gives til de fattige! Men Jesus bruger det samme citat i den helt nye betydning, at fordi de fattige altid er der, så kan man også være gavmild i morgen.

Det er en humor, der får meningen i gamle sætninger til at ændre sig.

Opdagelsen af Jesu humor giver også mulighed for at forstå ligenlsen om de betroede talenter: En mand rejser udenlands og giver forinden hver af sine tjenere en sum penge. En får 100.000 kr, og en anden får 50.000 kr, og endelig får en tredie 25.000 kr. Den første investerer sine penge i aktier og får dem til at yngle til det dobbelte. Da hans herre kommer hjem, siger han: “Du gode og tro tjener! Jeg vil betro dig endnu mere. Gå ind til din herres glæde”. Den anden tjener investerer pengene i sin uddannelse og når at gældsætte sig for det dobbelte, inden han bliver færdig. Så starter hen egen virksomhed og kan betale sin gæld og mere til. Også til ham siger hans herre: “Du gode og tro tjener! Jeg vil betro dig mere, end du drømmer om. Gå ind til din heres glæde”. Men den tredie tjener – som kun fik et lille beløb – gravede pengene ned. Da hans herre kom hjem igen, sagde tjeneren til ham: “Her har du, hvad der er dit. Jeg kender dig som en hård herre, der høster, hvor du ikke sår, og sår, hvor du ikke høster. Så for ikke at vække din vrede, har jeg gemt dine penge i jorden”. Til ham sagde hans herre: “Du dovne og uduelige tjener! Du kunne i det mindste have sat pengene i banken, så de havde trukket renter. Ikke engang det, gjorde du. Gå din vej”.

Som en sløjfe på historien uddrages den tilsyneladende barske morale, at til ham, der har, skal der gives; men den der intet har, skal endog fratages, det lidt han har. Her hører den, som har humor, en anden historie end alle andre. Der er ingen ende på hvilke muligheder, han har. Jesus siger nemlig ikke, at der skal tages fra de fattige og gives til de rige. Han siger, at den fattige kun har én mulighed for at forstå sig selv og sine muligheder: Følelsen af at være rig.

I Simon den Spedalskes hus,
der var et mægtigt gilde,
hvor roserne vel havde lus
men duftede så milde,
at de befordrede en rus,
hvor hjerterne lå øde,
de duftede så søde.

Sin alabasterkrukke brød
Maria mellem torne,
og salven mellem roser flød,
de ægte og forlorne;
hun over Jesu hoved gød
sit dyrebare eje
i stedet for at neje.

Hun salvet har mig før min død,
hvad ingen andre vover,
det sagde Jesus, og han bød,
hvor andre bare lover,
at huske hende, vel det lød;
det var en dejlig pige,
som fandt sit Himmmerige.

Hør melodi her.

Bibelen er en sjov størrelse. Egentlig betyder ordet bogsamling ligesom bibliotek, for bibelen er en samling af bøger. En muslimsk ven spurgte mig engang om, hvem der har skrevet bibelen – og jeg blev så overrasket, at jeg aldrig fik svaret. For bibelen har flere hundrede forfattere, og med en moderne tekstkritisk læsning af bibelen in mente ved vi jo, at der er endnu flere såkaldte redaktører på spil i tilblivelsen af bibelen.

Der er også mange skæbner i bibelen – især i det gamle testamente. I Grundtvigs sang om ”Kong Farao” hører vi om den spæde Moses, som er heldig at blive adopteret af konges datter, som ”var bedre end han”, som der står i sangen. Selv om farao forsøgte at udrydde ebræerne ved at slå alle deres drengebørn ihjel, var der alligevel én der overlevede – og ham var det, som siden skulle føre sit folk ud af fangeskabet i Ægypten og ind i Kanaens land.

Men hvorfor var israelitterne eller ebræerne, som de kaldes her, overhovedet i Ægypten? Det får vi at vide i historien om Josef. De fleste kender sikkert historien om Jakob, der forelskede sig i sin kusine Rakel og måtte arbejde 7 år for sin onkel Laban for at få hende. Men på bryllupsnatten blev han snydt og fik i stedet hendes mindre attraktive søster Lea, som ellers var svær at få afsat. Så måtte han arbejde 7 år til for Laban for endelig at få Rakel. Derfor havde Jakob allerede 10 sønner, da han fik sin første søn med sin Rakel, og Josef blev hans yndling. Det vakte de øvrige brødres jalousi, og for at slippe af med ham solgte de ham til ægyptiske slavehandlere og bildte Jaskob ind, at han var død.

Men Josef fik fremgang i Ægypten, og vi kender måske historien om, hvordan hans Herre Potifars hustru lagde an på ham og fik ham smidt i fængsel, da han afviste hende. I fængslet gjorde hans evner som drømmetyder ham kendt, og han blev hentet ud af fængslet for at tyde faraos drømme om de syv fede køer og de syv magre køer. Det tolkede han til kongens tilfredshed som syv fede år efterfulgt af syv magre år. Han blev herefter faraos højre hånd.

Da der siden blev hungersnød hjemme, hvor hans familie boede, sendte hans far Josefs brødre til Ægypten for at anmode om korn. Det var ingen ringere end deres egen forhadte lillebror, de kom i audiens hos, men de genkendte ham ikke. Josef genkendte derimod dem. Han tilgav dem og fik sin far og hele hans familie til Ægypten, så de overlevede hungersnøden.

Herefter blev Josef og hans slægt boende i Ægypten og blev talrige. Men der kom en ny farao, som intet vidste om Josef, og ægypterne opfattede efterhånden ebræerne som et problem. Den nye farao gav ordre til at alle ebræernes drengebørn skulle kastes i Nilen. For Moses skete det ved at han blev lagt i en lille båd. Den er den historie Grundtvig har digtet om.

Historien om Josef har givet anledning til en anden sang af reggaemusikeren Bob Marley. Det er den, der hedder ”Redemption Song”, hvor Bob Marley identificerer sig selv og sine forfædres slavetilværelse med fortællingen om Josef. Men i omkvædet tales der også om det mentale slaveri, og sangen får herved adresse til os alle. Josef tager vel imod os alle med sin overflod af korn.

.

Forleden sad der
hundrede spurve i en sværm
på parkeringspladsen.

I dag er der flere hundrede æbler
på æbletræet.

Jeg spiser lagret ost
og drikker sort kaffe.

Vi hængte fem rispapirslamper op
i lejligheden i går.

Fem hvide sole!

De falder som halogénbomber
i hvert eneste rum.

Lys i alle regnbuens farver.

Igennem årenes løb
har jeg flere gange måttet høre på,
at æbletræet skal beskæres.

Som om det ikke er blevet det!

Blot tøver jeg
et år eller to
eller flere.

Så får træet
sin helt
egen form.

I år er en gren i sommerens løb
sunket og sunket helt ned til jorden.

I takt med
at to æbler
blev modne.

Nu ligger det ene
æble på jorden
og rådner.

Det andet løfter sig igen
en anelse over jorden.

Forløst.

Den skæve kirke viser sig
at være lige her,
og den består af dig og mig
og tingene, der sker,
vi finder hinanden,
og en og en anden
får del i vor lod,
som er evig og god.

Det siges skal dog med et smil,
hvor kirken nu skal stå,
og om der er en gammel stil
for den at bygge på;
vi higer og søger
i ældgamle bøger
og finder et spor
af det levende ord.

Hvor ordet går fra mund til mund
nu i al evighed,
der fødes det i denne stund
i vores kærlighed;
vi sidder og synger,
imedens vi gynger
i kirken for sjov,
et Gud ske tak og lov.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

1.
Hvem vil råbe højt hurra
og tillykke med i dag
og de fem og tyve år,
der er samlet i et neg?

Omkvæd:
Skolen har sin dør på klem
for enhver, der vil gå ind
eller ud og gå omkring
i den skrøbelige vind.

2.
Her i haven hænger vi
neget ud til hver en fugl,
så når sneen daler ned,
flyver også den af skjul.

3.
Hist og her på skolens grund
vil der falde nogle få,
som vil vokse op igen
og som nye marker stå.

4.
Blæsten samler sine fjer
i en hanes kontrafej
og tillykkelige gal
højt over Blåmunkevej!

*

Se, hvor Ovartaci træder
på sin genopstandne fod
ned på gulvet og sig glæder
over, hvad han efterlod,
billeder fra væg til væg,
mennesker foruden skæg.
Se på Babelstårnets tinde
på stiletter står en kvinde.

Over verden nu hun våger
i sit åbne øjeblik
fyldt af store hvide måger,
som hun ligner på en prik,
når hun svæver over jord
i sit billede og ord.
Af sin kærlighed hun øser,
Ovartaci hun forløser.

Selv som præsten for Kybele
varetog han hendes kult,
lærte dog med os at dele,
når hun stillede hans sult,
og lod dragen genopstå,
der hvor Vesterhavet lå.
I sin enegang går solen
op og ned i Gallo Skolen.

Her Kybele dog må dele
magten med en anden Gud,
kunsten, der kan sjæle hele,
jage onde ånder ud
i de svin, som går omkring
i al evighed i ring.
Jesus vil jo gerne dele
Edens have med Kybele.

Gallo Skolens symbol er som bekendt hanen, og Johannes Nielsen fortæller os, at gallo betyder hane på spansk. Tilsyneladende er navnet valgt ud af det blå med den begrundelse, at det lyder godt og er gennemslagskraftigt også internationalt. Men det er muligt at sætte det ind i en sammenhæng, for på latin er det gallus og i flertal galli, som også var betegnelsen for de præster som virkede i kulten for Kybele i oldtidens Rom. For at blive præst i kybelekulten gennemgik de vordende præster et ritual, hvor en blodig selvkastraktion var det centrale element som en symbolsk gennemlevelse af guden Attis´død og opstandelse. Attis var Kybeles elsker, og præsterne (galli) repræsenterede ham. Gallo Skolen udspringer af Ovartacis liv og værk men også af et korrektiv hertil, som henter sit menneskesyn fra psykiatrien, som forvalter arven fra Jesu behandling af de besatte i Matthæusevangeliet kap. 8, 28-34.

I år 1900 døde både Nietzsche og Vlaidmir Solovviev, den sidste kun 47 år gammel. Georg Brandes var i berøring med begge og skrev efter sit møde med russeren: Den øverste del af ansigtet er overmåde ædelt, men munden er styg. På fotografier bærer Solovjov ofte et stort skæg, så man må forestille sig, hvad Brandes kan have ment. Men som billede siger det noget om modsætningsfylden hos den største russiske filosof.

Som barn var han i nær forbindelse med sin bedstefar, som var præst i den russisk-ortodokse kirke, og han var levende optaget af kristendommens historie. Om natten tog han dynen af for at ligge og fryse, og da hans mor i den tro, at han sov, ville lægge den over ham, bad han hende lade være med at hindre ham i sit forehavende. Familien fandt det bekymrende, og hans far gav ham derfor en bog om græsk mytologi, og straks lod han sig fænge af de livfulde skildringer. Han konkluderede, at oldkirkens strenge, asketiske kristendom ikke kunne være den højeste form for kristendom.

Kristi Himmelfarts dag 1862 var den 9-årige Vladimir med sin familie i kirke. Men hans tanker var et andet sted. Han var blevet forelsket i en jævnaldrende pige og havde betroet sig til hende uden at få svar. Optændt af forestillingen om en eventuel rival optændtes han af ønsket om at duelere. Men midt under ritualet, mens koret sang: “Kast smerten af, jag sorgen væk!” skete der noget:

“Det forsmædelige minde opløser sig som røg; han står alene under himmelhvælvingen. Overalt skinner et klart, asurblåt og gyldent lys. Ud af dette lys, som både omgiver ham og bølger i hans egen sjæl, kommer en kvindeskikkelse til syne. Ikke den lille, jordiske veninde som han indtil da havde været så optaget af, men den himmelske Sofia – “hans evige veninde” – står smilende foran ham nogle øjeblikke. Så svinder hun langsomt bort.” Peter Normann Waage: “Det usynlige kontinent. Vladimir Solovjov som Europas filosof”

Allerede som femtenårig havde han taget en ny strømning til sig nemlig den moderne naturvidenskab, og inviterede sine venner hjem til sig for at overvære, at han smed alle sine ikoner ud af vinduet. Da han sammen med vennerne en dag gik gennem en kirkegård væltede han et kors og hoppede på det. En gammel bonde, som overværede det kom farende og gav ham en frygtelig overhaling. Men mere skete der ikke.

Han lod sig indskrive ved det naturvidenskabelige fakultet, men da faget ikke svarede til hans forventninger skiftede han snart til det historisk-filosofiske fakultet. Da han senere har fået denne sin naturvidenskabelige periode på afstand og “fundet tilbage til sine ikoner” skriver han, at han anser denne naturvidenskabelige kult som havende været nødvendig at gå igennem både for ham selv og den øvrige unge generation i Rusland.

I 1873 gør Soloviev noget ganske uhørt for en mand af hans stand i datidens Rusland: Han lader sig indskrive ved et teologisk seminar udenfor Moskva. Det er så usædvanligt, at han bliver opfattet som spion og mødes med uvenlighed. Sine medstuderende beskriver han som et fornuftigt folkefærd al grovhed til trods, muntre på en godmodig måde og store mestre i at drikke. Meget tid til at være sammen med den har han dog ikke, da han samtidig arbejder på sin afhandling med titlen “Krisen i Vestens filosofi”, som han aflever til magisterkonferens i efteråret 1874 og vækker vældig opsigt med.

I foråret 1875 bliver han ansat som docent i filosofi ved universitetet i Moskva, og underviser samtidig i græsk filosofi ved Det Højere kvindekursus i Moskva. Her gav han også eksempler på sin egen livsanskuelse. En af hans elever herfra skriver, at han til forskel fra Aristoteles ikke definerer mennesket som et samfundsmæssigt dyr, men som et leende dyr.

Det er godt set, hvad mennesket angår, men også hvad dyrene angår. Disse sidste beskrives som totalt opslugte af naturen i sansernes vold. Denne verden har for dyrene karakter af absolut virkelighed. Men mennesket kan hæve sig over sansningen og forholde sig kritisk til den. Dersom denne ikke stemmer overens med menneskets indre forestilling, ler det.

I 1875 foretager Soloviev også en rejse til London. I stipendieansøgningen angiver han studiet af indisk, gnostisk og europæisk mystik som formålet med rejsen. Imidlertid sætter han ikke sine ben på universitetet og opsøger ikke fagfæller. Det egentlige formål med rejsen var at tage kontakt med spiritistiske kredse i London. Det bliver dog en skuffelse.

Den oversanselige veden møder han dog et andet sted nemlig på British Museum, hvor han studerer gamle manuskripter. Her ser han igen sin Sofia, som han så første gang i en alder af ni år. Denne gang er kun hendes ansigt synligt og som svar på hans bøn om at hun må vise sig i hele sin skikelse svarer hun “Rejs til Ægypten!” Det giver overhovedet ingen mening men han adlyder.

I Kairo hører han, at der skal findes en beduinstamme, som har holdt en gammel kabbalistisk-muslimsk mysterietradition i hævd, og han forsøger at komme i kontakt med stammen. Da han møder op på det aftalte sted, er han klædt i europæisk selskabstøj med hvide handsker og svalehale, og beduinerne antager ham for at være djævelen selv. De plyndrer ham for alt og slæber ham ud i ørkenen og overlader ham til sin skæbne. Her ligger han frysende og skælvende af skræk og hører pludselig som en stemme fra oven: “Sov, min stakkels ven”. Så falder han i søvn, og da han vågner skuer han igen og for sidste gang i sit liv Sofia i solopgangen.

Thorsen slår en streg og tegner
Jesu lem på en station;
toget kommer, når det regner,
som en ren provokation.

Uwe bøjer sig i støvet
som en piberenser selv
og forløser en forøvet
gerning i et efterskælv.

Yndefulde former slynger
sig om korset som en pryd,
som kun Jellingstenen synger,
når den kan få ørenlyd.

Harald rejste denne klippe
efter moder sin og Gorm
ved på højkant den at vippe
til et ly mod blæst og storm.

Jens Jørgen Thorsen malede Jesus med erigeret lem på Birkerød station i 1984. Maleriet blev forlangt fjernet af trafikministeren og i øvrigt forinden overmalet med lyserød maling af en kristen, så det findes nu kun på fotografier. Jens Jørgen Thorsens maleri blev mindet ved endu et værk af Jesus med erigeret lem i i 2010, da kunstneren Uwe Max Jensen skabte et krucifiks af piberensere.