Kirken i Gyngen

Albert Dam er en af dansk litteraturs mest særprægede skikkelser og østjyde. Han blev født i 1880 og døde i 1972, og det siges om ham, at han debuterede tre gange! Så længe var der mellem hans udgivelser, at han blev glemt som forfatter, inden den næste bog kom. Han debuterede således første gang i 1906 med romanen “Mellem de to Søer”, som tager udgangspunkt i et uopklaret mord i samtiden, det såkaldte “hjortshøjmord”. I 1934 kom romanen “Saa kom det ny Brødkorn”, der handler om forædlingen af en kornsort. Det endelige gennembrud kom i tresserne med triologien “Syv skilderier” 1962, “Menneskelinjen” 1965 og “Menneskekår” 1967.

I disse tre værker udfoldes et stort udviklingshistorisk perspektiv, som ifølge Vagn Steen i en dansk sammenhæng adskiller sig både fra Johannes V. Jensens darwinisme og fra Grundtvigs romantisk farvede kristne udviklingsoptimisme. Albert Dam er både mere illusionsløs og mere naiv. Den udviklingslinje, som han opsporer, som den der førte til mennesket har et blik for det ufarlige væsens overlevelsespotentiale, som er overraskende, når man kommer fra en mere vulgærdarwinistisk fremstilling som den jensenske, og den grundtvigske nationalromantik bliver ligeledes overhalet indenom af Dams overaskende påstand om, at menneskets udviklingshistorie har fundet sit mest ophøjede udviklingspotentiale i netop den østjyske mennesketype.

I den måde, Albert Dam unddrager sig både et kristent og darwinistisk menneskesyn på ligger en opdagelse af det enkelte menneske stillet alene i kosmos, som han deler med Søren Kierkegaard. Men hvor Kierkegaard taler om at springe ud på det dybe vand i troens vished, går bevægelsen hos Dam den modsatte vej fra det dybe vand og ind på den ufremkommelige tørre jord. Et tilbagevendende motiv i hans digtning er de fisk, som på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og udviklede ben i stedet for finner og lunger i stedet for gæller. Hvor Kierkegaard taler om Øjeblikket som en afgørende kategori taler Dam om den Lodrette beståen, som er livets lange udviklings fremtrædelsesform netop nu.

I bogen, der netop bærer titlen “Den lodrette beståen. En bog om Albert Dam og hans forfatterskab” – og som er en af de fineste bøger, der findes på dansk – har Vagn Lundby fremdraget en tekst af Albert Dam, hvor netop forskellen fra Søren Kierkegaard gøres til genstand for overvejelse. Det er teksten “Pentagrammet”, hvor den femtakkede stjerne tegnet i en bevægelse ses som nøglen til al erkendelse. Dam formulerer det således: “Frem i een retning farer din søgen, den slåes om og finder det modsatte, og det der syntes skadeligt kan blive til velsignelse men at søge det skadelige skal vende sig til undergang.”

“Søren Kierkegaard, siger: gift dig, du vil fortryde det; gift dig ikke, du vil også fortryde det; gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele; enten du gifter dig eller ikke gifter dig, fortryder du begge dele. Skønt han fortsætter med mange eksempler stamper han på stedet og kommer ikke videre. Videre går han andetsteds og dette “videre” er hele hans produktion. Gift eller ugift er ikke tilstrækkeligt. den evige lykke, dit livs sandhed når du ved springet ud på halvfjerdsindstyve favne vand, ved troen, den kristne tro på et liv i Gud under dit sølle jordeliv er virkelig lykke i evigheden. Han afslutter sin tænkning i en trekant som Hegel, en trekant, hvis ene side ligger i et andet plan end de to andre eller rettere i en anden dimension. Hvis den tanke han er inde på skulle føres videre rundt i samme plan, måtte en lyde: gift dig, du vil fortryde det, og fortrydelsen skal være din frelse, men gifter du dig for at fortryde, er du hjemfalden til dommen.” Albert Dam

Hvor det for Søren Kierkegaard er det Gamle Testamentes Abraham, der er troens fader, er det hos Albert Dam den fisk, der på et tidspunkt i udviklingshistorien gik i land og blev padde, der er urbilledet på den udsathed, der er udtryk for det egentligt menneskelige. Tilsvarende er det håb Albert Dam finder for mennesket som art mere knyttet til en forestilling om en fredelig sameksistens med dyrene end til frelseren forkyndt i det Nye Testamente. Det er den vandrette beståen.  

I Edens have lå en sø,
hvor hvide svaner var at se,
og gedderne sig skjulte;
ved søen boede en mand,
som lukkede os andre ind,
hvert hovedhår han talte.

Han sagde, at vi skulle gå
ud i alverden for at se
hans rige uden ende;
for dér, hvor kragerne af skræk
må vende om, er Herren kvik
til sit værk at begynde.

Med svøben fejer han sit hus,
når det ej går på anden vis;
han tager selve synden
og kaster den i svovlens pøl,
førend han trækker kødets pæl
ud som en tand af kinden.

Nu lægger selv jeg bolden ind
til stregen i det fine sand,
hvor før jeg med min sabel
dit hjerte kløvede i to,
hvorved al kødet gik itu
men genopstod i jubel.

For enden af den blinde vej,
der går en sti op til en høj,
hvor pæretræet hæver
sin frugt højt over alle små,
så let vi kommer til at tro,
at Gud har sine gaver.

I luften møder vi vor Gud,
og han har sine engle med
og alle sine venner;
vi hilser mildt på hver og én
og lærer himlens valsetrin
som svar på vore bønner.

Vi danser på den runde jord,
og det er læretiden værd
nu at få lov at smage
det vand, som blevet er til vin,
og ingen af os har jo mén
af dåbens Himmerige.

Hør melodi her. 

I forbindelse med fejringen af Søren Kierkegaards 200 års fødselsdag i 2013 fremfører biskop Kjeld Holm i Kristeligt Dagblad fredag d. 3. maj det synspunkt, at forfatterskabet endte i en blindgyde. At Kierkegaard ved sit angreb på kirken og dens præster og biskopper optrådte neurotisk.

Kierkegaard hævdede i sit angreb på kirken, at den som ikke deltog i gudstjenesten havde én synd mindre nemlig den ikke at deltage i at holde Gud for nar! Men måske er kirkekampen i virkeligheden en prolog til forfatterskabet. En undsigelse af kirken for på den baggrund at forkynde sin egen sande kristendom.

Et bud på Søren Kierkegaards kristentro publiceredes af Ricardt Riis på dennes blog netop på Kierkegaards 200 års fødselsdag den 5. maj (se her). Der tages her udgangspunkt i Søren Kierkegaards fars tilknytning til Brødremenigheden og den indflydelse dette kan have haft også på sønnens trosliv. Brødremenigheden er stiftet af grev Zinzendorf (1700-1764). Et særligt træk ved denne var brugen af lodtrækning som middel til at kende Guds vilje. Det gjaldt f. eks. i henseende til ægteskab og i henseende til at afgøre, hvem der skulle udsendes som missionær til f.eks Grønland. En anden praksis, som har vundet større udbredelse er brugen af det såkaldte “mannakorn”, der var et kort med med et skriftsted trukket fra en større bunke. Meningen var så, at forstå det pågældende skriftsted som talt til én selv som udtryk for, hvad Gud ønskede af én netop den dag.

Kierkegaard brugte ikke “mannakorn”, men han opfattede den måde, som hans tungsind kom og gik på som vink fra Gud. Når han i tungsindig usikkerhed svingede fra den ene til den anden beslutning, så oplevede han, at når han traf en endegyldig beslutning, så hørte tvivlrådigheden op. Dette så Kierkegaard som et tegn fra Gud på, at det så var den rigtige beslutning, han havde truffet. I “Frygt og Bæven”, som udkom i 1843, drager han Bibelens fortælling om Abraham og Isak frem som eksempel. Abraham modtager en befaling fra Gud om at ofre sin søn Isak, og selv om Abraham ikke forstår hvorfor, vælger han at adlyde. I virkeligheden handler værket om Kierkegaards egen forlovelse med Regine, som han hæver ved at sende hendes ring tilbage. Da han har gjort det, får han fred med sin beslutning, og han oplever det sådan, at det er det, Gud har krævet af ham. Han er ulykkelig over det, men mener det er Guds vilje, der er sket.

Kierkegaard erkender at have en “pæl i kødet”, som gør ham anderledes end andre mennesker. Denne “pæl i kødet” er hans tungsind. I “Sygdommen til Døden”, som udkom i 1848 beskæftiger han sig principielt med det spørgsmål, et menneske som han er stillet over for i sin eksistens. Hvad kræver Gud af et sådant menneske? Der gives to muligheder: Enten stiller dette tungsind den pågældende udenfor det almene og gør det til en “overordentlig” af hvem Gud kræver netop det overordentlige. Den anden mulighed er, at netop “pælen i kødet” er det, den pågældende må lide under ved at gå ind i det almene. Når man læser Kierkegaard kronologisk og lader angrebet på kirken i tidsskriftet “Øjeblikket” være hans endestation, ser det ud som om han valgte den første mulighed for sig selv: At blive en overordentlig. Så vidt Ricardt Riis.

Men det overordetlige er kun en prolog. I hele sit sigte valgte Søren Kierkegaard at træde i øjenhøjde med det almene. Hans kritik af kirken står inde i os i forholdet 1:1 som en ufærdig antikirkelig katedral, hvor han selv prædiker om liljerne på marken og himlens fugle. Til forskel fra det pseudonyme forfatterskab skrev Kierkegaard sine prædikener under signaturen S. Kierkegaard. At han kun anvender forbogstavet i sit fornavn kunne tyde på endnu et forbehold i henseende til at stå inde for indholdet. Men han underskrev sig netop S. Kierkegaard. Det er netop en signatur. Det er påfaldende, at han netop vælger at signere en prædiken, hvis ideal det ikke er at forkynde prædikantens indsigt men evangeliet. I sine prædikener forkynder han evangeliet i eget navn nøjagtig som Kristus ville have gjort.

Jeg blev opmærksom på Vibeke Fogh via nogle læserbreve i Weekendavisen, hvor hun blandede sig i diskussionen om Kierkegaard. I en artikel i tidsskriftet IKON uddyber hun sin opfattelse af, at Kierkegaard bar på en “apostelhemmelighed”. Hun henviser til Markusevangeliets beretning om Guds ord til Jesus i dåben. Her er det alene Jesus, der hører Guds tale, og han må bære Messiashemmeligheden alene. I samme forstand bar Søren Kierkegaard på en apostelhemmelighed.

Jeg er selv vokset op på en såkaldt blind vej med det smukke navn Skovmærkevej, og den var ikke så blind, som man skulle tro. For enden af vejen gik en sti op ad en bakke med et mægtigt pæretræ og et mere anonymt birketræ. Fra en anden blind og mere skummel vej i kvarteret gik en trappe op til bakken, og en tredie asfalteret cykelsti snoede sig derfra mod nord ind i det uvisse i et pænere tavst kvarter. Ingen satte sin fod på bakken uden først at være endt i en blindgyde.

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død;
men vi, der taler udenom,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, det er efterår,
og alting er så smukt;
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt;
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Men fuglen flyver selv
og lander på en gren
og ser et æble ligge her
ved siden af en sten.

Imens den fylder sig med fryd,
hvor den for tiden bor,
så giver nøgne træer slip
på sorte fugles kor.

Der går en snak i denne by
om hin opstandelse;
men dermed har vi ikke tænkt
på vor forbindelse.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her.

Endnu et fly sig viser
i Bibelen og lyser
på himlen som et lyn,
selvom det kredser længe,
førend det på sin vinge
går under Jesu øjenbryn.

Nu lander det på marken
midt i Judæas ørken
ved en olivenlund,
jeg stiger ud og træder
på hellig grund og møder
min frelser i en ledig stund.

Så viser han mig stedet,
hvor han blev født og fadet,
hvoraf han brødet tog,
Marias hånd og rummet,
de var i, og selv sømmet,
de gennem Jesu fødder slog.

Jeg hilser på Johannes
og Magdalene, hendes
blik er så fint og rent,
at jeg deri må bade,
og fuldt af Jesu nåde,
selv om det tidligt bliver sent.

Han giver sig til kende
på Oliebjergets tinde
og skjules i en sky,
han er her ikke mere,
men vil sig åbenbare
snart i Jerusalem det Ny.

Nu går mit fly tilbage,
og de har sat en stige
ned til den gamle jord,
men før jeg den betræder,
så knæler jeg og beder
en bøn med Jesu egne ord.

Herhjemme i min stue
forsøger jeg at tie
endnu en liden stund
med, hvad jeg har erfaret
i dybet og i kæret,
hvor Maren rækker mig sin mund.

Hør melodi her.

Når man roder sig ud i noget,
som man ikke har forstand på
men alligevel gerne selv vil,
opstår der uforudsete og ligefrem usandsynlige problemer.

Springet fra idé til virkelighed støder på grund.

At save hullet for stort til vasken
eller lave en prop af kaustisk soda i afløbet
er oplagte klassikere.

Men selv, når jeg tager højde for alt,
virker værktøjet ikke altid efter hensigten,
og selv, når jeg spørger mig for,
får jeg ikke altid gode råd.

Selv håndværkere er teoretikere,
byggemarkedet en labyrint.

Jeg aner ikke,
hvordan jeg kom hjem med en dør,
der alligevel var 9 cm for bred –
at den var 4 cm for høj vidste jeg godt,
men det er der råd for.

Nu lukker den alligevel
helt ud på den anden side af karmen
og må hæftes indvendig med en krog.

Men det er smukkere nu end før.

*

Her er et gør det selv digt. Digtet henter sit stof fra et praktisk gøremål. Håndværk og teknik rummer mange særlige ord. Her er gevind og dyvler, små blå søm og bolte. Det er ofte upopdaget land for en skønånd.

Opgave: Skriv et digt om et praktisk gøremål. Om at skue en pære i eller om at bygge et hus eller anlægge en have. Husk at få de særlige ord med, som knytter sig til netop dette område.

Månen har bevæget sig,
så den nu står omme bag ved træet
på vej frem igen til højre for det.

Den lyser igennem grenene
og bliver tydeligere og tydeligere
som minutterne går.

Uden at vide det har jeg skrevet
disse linjer med en finger
i støvet på det runde ark.

*

Her er et digt om månen, som er specielt på den måde, at det begynder med at omtale månen i dens fravær. Man kan næsten sige at månen skrives frem i løbet af digtet. Det sker ved i begyndelsen at notere helt upåfaldende omstændigheder. Så kommer der til sidst i digtet et billede, der overrasker.

Opgave: Skriv dit eget digt om månen. Begynd med at skrive det om månen, som falder dig ind lige nu. Lad det ene billede tage det andet og se, hvor du ender.

Salman Rushdies seneste bog hedder “Joseph Anton” efter det dæknavn den britiske efterretningstjeneste bad ham vælge i den periode, hvor han stod under tjenestens beskyttelse på grund af den fatwa/dødsdom, som den iranske ayatolla Khomenei udstedte over ham Vallentins dag d. 14. februar 1989 på grund af bogen “De Sataniske Vers”, der i fiktiv form handler om blandt andet tilblivelsen af en religion, der minder om islam. Navnet fandt Rushdie eller “han”, der i bogen omtaler sig selv i tredie person, på ved at sætte fornavnene på sine to yndlingsforfattere sammen, Josph Conrad og Anton Tjekov.

Den selvbiografiske roman udspiller sig i spændingsfeltet mellem fatwaens udstedelse i 1989 og de. 11. september 2001 i en grad så angrebet på World Trade Center i fortællingens kontekst ligefrem bliver forløsende. Indtil da bærer “han” forbandelsen alene. Mærkeligt nok fandt angrebet i New york sted samme dag som udgivelsen af Rushdies roman “Raseri”, som netop foregår i New York. Bogen var tænkt som et samtidsbillede af en kogende by. Nu blev den i stedet et billede af i går.

I lyset af begivenhederne bliver hans ægteskabelige problemer banale. Situationen på den front var ellers kaotisk nok. Da fatwaen kom var Rushdie blevet skilt fra Clarissa med hvem har har sønnen Zafar, og gift med Marianne. Forholdet til Marianne gik hurtigt i stykker, og mens han var under jorden, mødte Rushdie Elizabeth med hvem han fik sønnen Milan. Den klaustrofobiske indespærring under bevogtning af den britiske efteretningstjeneste var rammen om hans liv med Elizabeth. Under nogle lykkelige ferier i USA havde Salman imidlertid fået smag for de åbenbart friere forhold på den anden side af Atlanten.

Her optræder, hvad Rushdie kalder “hans milleniumillusion”. Under indtryk af den almindelige hype omkring årtusindskiftet forelsker han sig i en indisk fotomodel, som han møder ved foden af Frihedsgudinden! Han har tidligere set et billede af hende i et blad – og her tænkt, at hvis han nogensinde mødte hende i virkeligheden, så var han vist grydeklar. Det sker så nu, og hun kan ikke begribe, at han kender hendes navn. Hun er meget yngre end han, men han forlader sit vaklende ægteskab til fordel for hende, og de får “en slags liv” sammen i otte år. Hun forlader ham til for del for en endnu ældre og rigere mand – en krydsning mellem Joakim von And og en mumie, som Rushdie oplagt kalder ham.

I sin bog er Rushdie overvejende skeptisk overfor dette sit forhold til Padma. Dog har han været velsignet med en kvindes kærlighed både i årene under jorden og i den frihed, der har været mulig for ham at leve i i USA. De færreste kvinder ville nok have haft mod på at stifte familie med ham, mens han levede under beskyttelse med konstante dødstrusler – men det turde Elizabeth. Mon ikke også han i sit dristige forsøg på at genvinde sin frihed fandt en kongenial ledsager i en smuk selvhævdende indisk kvinde uden skrupler.

I “Joseph Anton” er der et interessant kapitel med overskriften “Den fælde at vilde elskes”. Det handler ligesom kapitlet om “Hans milleniumillusion” om at lade sig forføre. Her handler det om en tandlæge ved navn Dr. Heslam El Assawy, som samtidig er præsident for foreningen “Islamisk Forening for Udbredelse af Religiøs Tolerance”! Denne tandlæge optræder som mellemmand mellem Rushdie og en række højtstående muslimske lærde. Rushdie falder kortvarigt til patten og skriver de to essays “I god tro” og “Er intet helligt?”.

Udtrykket “De satanisme vers” er ikke opfundet af Rushie til bogens titel men henviser til nogle vers, som Muhammed hævdede at have fået åbenbaret på linje med Koranens øvrige indhold. I disse vers fandt en anerkendelse af tre kvindelige guddomme hjemmehørende i Mekka sted. Ved dette træk udviste Muhammed imødekommenhed overfor bystyret i Mekka, som han lå i konflikt med på grund af sin strenge monoteistiske forkyndelse. Kort efter fortød Muhammed disse vers og påstod, at de var indgivet af djævelen, og derfor kaldes de herefter for de sataniske vers. Salman Rusdies to essays “I god tro” og “Er intet helligt?” blev hans egne sataniske vers. Siden skammer han sig over dette sit knæfald for intolerancen og beslutter sig for at kæmpe for sin sag. Han smider joggingtøjet og køber en ny habit og bliver klippet. Hans rustning må stråle.

Førend vi Jesus klynger
i korsets galge op,
så sidder han og synger
med os i ånd og krop.

Forud for korset træder
han frem en enkelt dag
og deler al sin hæder
med os fra Golgata.

Han tager hvedebrødet
og bryder det itu,
og det er nådestødet
vi kommer vel ihu.

Han tager også vinen
og lader den gå rundt,
imens han står på linen
imellem godt og ondt.

Hvor ved vi fra, han beder,
imens vi sover sødt,
og at han sådan sveder,
at tøjet bliver rødt?

Han lader sig forråde
i mørket af en ven
og skænker ham sin nåde
udelelig igen.

Han lader sig fornægte
af endnu en af dem,
der ellers ville fægte
med sværdet foran ham.

Nu til sin moder siger
han: Dette er din søn!
Johannes og Maria,
der fødte ham i løn.

Hør melodi her.