Kirken i Gyngen

Mogens Klitgaard (1906-1945) blev født otte år før 1. Verdenskrigs begyndelse og døde et halvt år efter 2. Verdenskrig sluttede. Man kan i høj grad sige, at krigen var lydspor til hans liv. I 1943 måtte han flygte til Sverige, fordi han som medlem af bestyrelsen af det nyoprettede Forfatterforbundet var i fare for at blive arresteret af den tyske besættelsesmagt. Så meget har han i hvert fald selv været del af krigen. I sin ungdom overvejede han som fattig vagabond i Paris at melde sig til Fremmedlegionen. Et tilfældigt møde med en ukendt landsmand, der inviterede den sultne hjemløse på et måltid mad og tilbød at låne ham 100 frank, hvis han ville love at opgive sine planer om at melde sig til fremmedlegionen, reddede ham.

Hans baggrund var det bedre borgeskab. Men på grund af begge sine forældres alt for tidlige død kom han på børnehjem. Intet tydede på, at han skulle blive forfatter, og han kom i gartnerlære. Efter et år stak han af og begyndte at vagabondere i hele Europa. Han fortæller selv, at det var en drøm om frihed, der lokkede ham – men på grund af sin opvækst i et beskyttet miljø var han ikke friheden voksen. Senere gik han til fægtning for at lære at se andre menneske i øjnene, og det fortælles af folk, der kendte ham, at han havde et åbent blik.

Historien om, hvordan han undgik at melde sig til Fremmedlegionen, kan godt være sand – selv om den lyder noget fantasifuld. Klitgaard har flair for den gode historie. I et essay med titlen “En søndag for to år siden” fortæller han, hvordan han han omkring sin 30 års fødselsdag befandt sig på Kgs. Nytorv sammen med alle de kedelige og velklædte borgere – og han følte, at alle mennesker omkring ham stirrede på frynserne på hans bukseben. Han kom til den erkendelse, at der ikke var meget romantisk ved at være fri og uafhængig, når man var sulten og hjemløs.

Tre år tidligere havde hans vagabonderende liv af sig selv fået en brat afslutning, fordi han blev indlagt på sanatorium med tuberkulose. Her på sanatoriets bibliotek stiftede han bekendskab med litteraturen og fik læst sig igennem alle de store forfatterskaber i sin samtid. Han udviklede en funktionalistisk opfattelse af skriftsproget, og hans første artikel bar netop titlen “angaaende skriftsprog” og var skrevet udelukkende med små bogstaver. Han skrev en roman med titlen “De sindsyges klode”. Hans Kirk læste den og anbefalede Klitgaard at læse Freud. Romanen blev udgivet posthumt i 1968.

Dén dag på Kgs. Nytorv gik han hjem og begyndte på “Sporvognen” som han omtalte den første roman, han fik udgivet . Dens fulde titel er “Der sidder en mand i en sporvogn”. Over hans skrivebord hang der en plakat af Arne Ungerman af mennesker i en sporvogn. Billedets tekst lød: “Hvorfor skulle livet i dag ikke være et lige så godt motiv som på Breughels tid?” Hermed er Mogens Klitgaards motivverden givet. Han var en realistisk forfatter. Den smeltevandsflod, som for flere af Klitgaards samtidige antog surrealistiske former, mundede hos ham – takket være hans stærke virkelighedserfaring – lykkeligt ud i det konkretes hav. Sine steder overskrider hans sprog realismen. F.eks. i novellen “Brunkul” præsterer han intet mindre end at fortælle en moderne myte.

Åben by, nu smiler du igen,
åen løber gennem dine furer;
det er altid godt at se en gammel ven,
se nu smiler også dine fruer.

Kom hertil fra Kalø Vig
gennem sorgens viadukt,
eller sejl hertil
henover Århus Bugt!

Huset lå ved åen år for år,
og det spejlede sit syn i åens vande;
og det stod til søs som skibe står,
og det nåede til fjerne strande.

Huset ligger nu et andet sted
på et blad på en af træets grene;
træet står endnu ved åens bred
i en skov langs åen og alene.

Huset skal engang om føje år
ligge ved de paralelle skinner,
og det skal hver gang, at toget går
køre ud til alle Husets venner.

Hør sangen i komponisten Rolf Heitmanns fortolkning her:

Hør remix af “Åben by” ved Vibeke Falden her: 

Se urpremiere på “Åben by” ved Århus Festuge 2008 her.

Se, Maria sjalet svøber
om hans legeme og fod,
førend hun i krybben døber
ham i øjets tåreflod.
Ko og kalv og kattekilling
borger for bevisets stilling,
og vi ved det vel fra dem,
hvad de så i Betlehem.

Hvad profeterne har varslet
om i fire tusind år,
dermed har Maria barslet,
inden hun blev tyve år.
Kalven ligger på sin trone
fin og spinkel som en tone,
som en liden tue græs
vælter kæmpestore læs.

Æselet i mørket spiser
af de fine, gyldne strå,
mens det med sit øje priser
drengen, som er lagt derpå.
Når det med sin bløde mule
strejfer ham, kan intet skjule
dyrets glæde ved at se
Gud i denne lignelse.

Hør melodi her.

Hvad der på dansk kaldes “rastahår”, hedder på originalsproget “dreadlocks”. Dread betyder skræmmende. Sjovt nok tænker rastafarierne det altså med, at det er kontroversielt at have et gudsforhold. Eller som Krishnamurti siger det. Respektabilitet og sandhed går ikke hånd i hånd. Nu er det selveste maorierne, der føler sig krænkede, fordi en blogger på den anden side af kloden synes, de er til grin. Selv Kierkegaard mente, at en person, for hvem det religiøse stadium er virkelighed, ikke udefra kan afsløres i sit gudsforhold. Men lur mig om ikke de opdager det alligevel.

Elgdetektoren præsenteres
i hele sit pragtfulde
register, registrerer
også hjorte foruden
fodgængere og cyklister,
shit, og små
metalgenstande i jorden
og ved en sjælden lejlighed
i yderste nød
hemmelige rum
i gamle møbler.

Farvel med glæde siger
jeg til den falske jord.
Jeg fra din side viger,
til afsked ej et ord.
Jeg længes efter himlen,
hvor Stella Nova står
med ét i stjernevrimlen
herover, hvor jeg går.

Dit gode råd mig leder,
Guds søn, min advokat,
hver gang jeg derom beder
i rige og i stat.
Min time du forvalter,
og lader hjertet gå
i stå foran dit alter
og mig din krone få.

Når mørket overvælder
mig, lyser korset op
imellem brændenælder
forklaret af din krop.
I lyset kan jeg skue,
hvordan du i din død
dig ikke lader kue
i skumringstimen sød.

Jeg skjuler i dit hjerte,
hvor du forløser den,
min egen angers smerte
og bliver din igen.
Du klæder mig i nåde
og i barmhjertighed,
og det er mig en gåde,
at du mit nummer ved.

Du kaster bardehvaler
i havet med et plask
og rejser katedraler
imellem eg og ask.
Nu er jeg Stella Nova,
som fast på himlen står.
Urokkelig Jehova
imellem stjerner går.

Frit efter “Farewell I gladly bid thee” Catherine Winkworth 1863 efter “Val­et will ich dir ge­ben”, Valerius Herberger 1613.

Hør melodi her.

Nu ligger der et punktum
i sneen som en sten,
og derved bliver disse
to vel i grunden én.

Ved vejen står en gravhøj
med fuglerede i
og ser på karavanen,
der ruller let forbi.

Herom har ploven kredset
i mange tusind år;
dengang, vi havde geder,
og dengang, vi fik får.

Da Harald blev discipel
og kristnede sit folk
og rejste stenen denne
op for den store tolk.

Vi kører over grænsen
ad solens svungne vej,
og siger stedets tolder
et ubetinget nej.

Vi intet skal fortolde,
men vent til vi skal hjem,
så har vi købt det halve
af Guds Jerusalem.

Hør melodi her.

At huske sig selv og de andre,
det er den eneste vej,
som verden med ét vil forandre,
så at den bliver stramaj.

Så bliver din hverdag at skue
så let som ikonmosaik,
og du bliver set af en due
og ligner dig selv på en prik.

Det er som Guds øje sig sænker
over den kæmpende jord
og løfter den, førend han tænker
sit, med sit levende ord.