Kirken i Gyngen

Jeg er før end Abraham,
som I kalder jeres fader,
selv om I som intet lader,
når I møder ham igen.
Selv om jøderne forleden
ofrede ytringsfriheden,
lader jeg den genopstå
med min egen kjortel på.

Tegn mig som du vil, og tegn
mig da gerne som et æsel,
der forvandles til en væsel
ved din silkebløde barm.
Men jeg kommer til dit hjerte
fuldt af bitterhed og smerte,
og når jeg går ind deri,
slipper onde onder fri.

Jeg var førend Adam selv,
og han skabtes af min tunge,
siden Eva af min lunge
og af ribben hans det små.
Derfor har hun ben i næsen,
selv om hun kan være kræsen,
og når Sara kender ham,
er hun glad for Abraham.

Hør melodi her.

Før Abraham blev født, er jeg,
det var de sære ord,
der faldt i en uskyldig leg
med ét ved Herrens bord.

Gud giv mig, at igen jeg må
din streg i sandet se,
og lad mig din befaling få
og lad din vilje ske!

Jeg kender ikke Abraham,
at det må gå mig vel;
men du er mere værd end ham
og hele Israel.

Johannes 8, 58.
Hør melodi her.

Før aftentimen stunder til
til verdens skaber bede vil
vi, at du, når vi sover ind,
vil råde bod for vore sind.

Lad ingen onde drømme nå
i søvnen ind til dine små,
og skån vort legeme for synd.
Sig til den nye dag: Begynd!

Vor Fader hør vor morgenbøn,
som vi den beder med din Søn,
som med den Helligånd og dig
skal herske her evindelig.

Frit efter “Te lucis ante terminum”(Before the ending of the day), Ambrosius af Milano (340-397).
Hør melodi her.

Nu lyser himlens stjerner,
og Himmeriges hjørner
utallige som sand
sig over øjet hvælver,
mens stjernerne selv skælver
så små i Himmeriges hånd.

De lette skyer driver
henover vore haver
som tiden vejres hen,
sit øje månen lukker,
mens du i søvne sukker
og beder den usagte bøn.

I Himmerige lever
vi nu og sover over
og vågner af en drøm
med mindet om en glæde,
selv om vi her må græde
ved mindet om Jerusalem.

I Himmerige viser
du os, hvordan du løser
den gåde dyb og klar,
at Himmeriges under
i Himmerige bunder,
om vi på Himmerige tror.

Det kaster her sin skygge
i nogle øjeblikke,
hvor hejren stille står
ved åens højre side
og lyser med sin hvide
hals op i Himmerige her.

Jeg ser de sorte huller
igennem mine briller
med overgange i,
jo ældre hånden bliver,
des smukkere den skriver,
så vi kan Himmerige se.

Nu flyver himlens skarver
af Himmeriges skærver
og lander med en lyd,
som ørerne opfanger,
når søen bliver svanger
ved Himmeriges overflod.

Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolkning her:

Jeg ser det ny Jerusalem
på jordens tinder stå
og ser ham gå imellem dem,
som troens øje så.
I skyggen er der intet tegn
på sol og måne her;
dog falder en velsignet regn
fra himlen, og det sner.

En bræ at skue som krystal
ud fra hans trone går,
indtil den kælver, og en kalv
på frosne enge står.
Her vokser også livets træ
i havet som et skib,
så vi kan sejle ind i læ
ved Middelfart og Strib.

Nu skal enhver, som i dit spor
har fundet liv og død,
istemme Himmeriges kor
i salmesangen sød.
Fordi du selv fór vild med os
og fandt i døden hjem,
så vil vi gerne være hos
dig i Jerusalem.

Frit efter “The new Jerusalem”, Adrian Vermeulen-Miller, 2002.
Hør melodi her.

Nu sænker Zion sig herned,
hvor træet smukt skal gro
imellem havegang og bed,
imellem håb og tro.

Den vinstok, som er Kristus selv,
og vi er grene på,
nu vokser under himlens hvælv,
som Herren forudså.

Hvor Ganges flyder ud og ind
i havet langt herfra,
der blæser en forandrings vind
henover søen klar.

Den bringer solen på sin sky
henover bølgen blå
frem til en jord og himmel ny
med nye stjerner på.

Hvor Gudenåen munder ud
et sted i Randers fjord,
går Kristus rundt med sine bud
og siger sine ord.

Han siger: Ja, nu er jeg her
igen hos mine børn,
som løver og som mennesker,
som okser og som ørn.

Selv om I er forskellige,
skal I med hjertet se,
at I er blevet hellige
og lad Guds vilje ske!

Hør melodi her.

Lys op treenighedens sol
med varme, lys og ild,
omspænd vor jord fra pol til pol,
og lad os ej gå vild.

Løft op dit åsyns rene flod,
dit lykkelige barn
skal bade i dit rene blod
og sove ved din barm.

Lad Jesus gå i vores sted,
og lad os gå med ham,
som selv du gik fra sted til sted
til fods med Abraham.

Hør melodi her.

Fryd dig, du Kristi brud!
Syng salmer for din Gud,
at byde ham velkommen,
som bor i helligdommen.
Hosianna, pris og ære,
vor konge skal han være.

Lad al din glæde nå
helt op til himlens blå,
at bane Herren vejen
med yndefulde nejen.

Han bærer ingen pryd,
dog er han fuld af dyd;
hans våben er hans øje,
men ham må døden føje.

De skrøbelige ser,
hvor blid han er, og ler;
til dem han giver nåde
og lykke overmåde.

Luk op, der hvor du bor,
byd Kristus indenfor;
i nåde vil han høre
på dig og hånden føre.

Læg palmegrene ud
og stå med nøgen hud,
fordi du dine klæder
har lagt der, hvor han træder.

De spædes jubelgråd
skal søge Herrens råd,
og han skal åbenbare
sin blide røst og svare.

Gå da som Jordans flod,
at knæle ved hans fod,
imens han lader døbe
sig selv i tidens svøbe.

Hør Melodi her.

Vers 1-7 efter “O bride of Christ, rejoice”, som er en oversættelse via svensk af “Fryd dig, du Kristi brud” hos A. R. Gry­den­rup, 1632. I den engelske synes i modsætning til den i flere omgange omarbejdede danske version i Den Danske Salmebog at være bevaret en enkel folkevisetone.

I min version af salmen tilstræbes et klassisk udtryk, men i flere tilfælde er der tale om en anderledes brug af gamle billeder. Eksempelvis banes Herrens vej i vers 2 ikke som i de gamle tekster ved at gå foran ham – men bruden baner Herrens vej ved imødekommenhed. I vers 8 skildres Langfredags begivenheder indirekte i et billede af Jesu dåb.

Kirken står og hviler stille
med sin magt i byens dal;
dragen spyer vand for foden
af den sunkne katedral.

Kongen ser den sorte tunge
risle som en lille bæk,
imens børneflokken leger
flere timer dér i træk.

Tiden går, og uret tæller
timerne, vi fik i arv;
og nu standser evighedens
hvide bus på Store Torv.

Hør melodi her.

Aarhus Domkirke har siddet model til denne lille vignet.