Kirken i Gyngen

1. Det vejløse land

Lykkelige omstændigheder ville, at jeg skulle læse ”Ørnens flugt” af inderen Jiddu Krishnamurti (1895-1986) i kibbutz Ma’ale Hachamisha beliggende 13 km uden for Jerusalem i retning af Tel Aviv. Ejendommeligt nok blev bogen spillet mig i hænde i dansk oversættelse af en schweizisk volontør, der havde boet i Danmark. Da han havde skullet lære dansk, havde han ønsket at læse en oversættelse af en bog af Krishnamurti. Jeg havde fortalt ham om min iagttagelse: At et menneskes indkapsling i sin egen tro hindrede det i at træde i forhold til et menneske af en anden religiøs overbevisning. Han svarede mig klargørende ved at henvise til Krishnamurti, at dette psykologiske aspekt ved troen truede med at dementere troen selv.

To år efter mit møde med Krishnamurti i bogform besøgte jeg min schweiziske ven fra kibbutzen i Zürich. Han fortalte, at Krishnamurti var i Schweiz, og at der var mulighed for at høre ham den følgende lørdag. Jeg tog naturligvis med, og jeg var der igen i 83. Jeg ved ikke, hvad jeg lavede i 84, men i 85 var jeg igen tre uger i den lille by Saanen, hvor Krishnamurt holdt en tale hver tredie dag, og vi resten af tiden hang ud på cafeer og vandrede i alperne og mødte andre fra hele verden, der ligesom én selv var standset i flugten af dette diskrete menneske. I 1986 døde han d. 17. februar “i en alder af næsten 91″ som der stod i det brev, der omgående landede hos alle over hele verden, der abonnerede på det lille blad Krishnamurti Bulletin.

I en særudgave af Krishnamurti Bulletin, som udkom umiddelbart efter Krishnamurtis død i 1986, er optrykt den skelsættende tale fra den 3. august 1929 ved Ordenen Stjernens årlige sommermøde i Ommen i Holland. Det er den tale, der markerer Krishnamurtis brud med Teosofisk Samfund, som siden 1909 havde skabt en ramme om hans liv ud fra en forventning om, at han var Verdenslæreren. Ifølge teosofisk opfattelse på én gang den ventede Buddha Maitreya og opfyldelsen af forventningen om Jesu genkomst. I sin tale lader Krishnamurti imidlertid de teosofiske læresætninger fuldkommen uomtalt og giver i stedet et bud på sin egen lære.

I talens centrale påstand om, at ”Sandheden er et land uden stier”, er der i princippet ikke udtrykt andet end det sokratiske standpunkt, at ´det eneste jeg ved, er at jeg intet ved´. Uden selv at præcisere det og sikkert uden at vide det har Krishnamurti her tilegnet sig og gør her gældende det eneste mulige udgangspunkt for en rationel beskæftigelse med spørgsmålet om sandhed:

“Jeg fastholder, at sandheden er et land uden stier, og De kan ikke nærme Dem det ad nogen sti overhovedet, gennem nogen religion, gennem nogen sekt. Det er mit synspunkt og jeg følger det fuldstændigt og betingelsesløst. Sandheden, som er grænseløs, ubetinget, utilgængelig ad hvilken som helst sti, kan ikke organiseres, ej heller skulle der formes nogen organisation for at lede eller tvinge mennesker ad nogen bestemt sti” (min oversættelse).

Krishnamurtis fremstilling er ikke akademisk med henvisninger og noter. Men det er påfaldende i hvor høj grad formuleringen her ligger ordret op ad den aristoteliske anvendelse af den sokratiske indsigt. Det lyder f. eks. hos Søren Porsborg i anledning af udgivelsen af dennes oversættelse til dansk af Aristoteles´ “Metafysik”:

“Aristoteles´ metodiske udgangspunkt er konstant det sokratiske: Ikke at vide noget. Ikke i den vulgære udlægning, at det er saligt at være så dum som muligt, men i den metodiske tilgang til tingene, som tager sit udgangspunkt i undren og i et forsøg på at undgå alle fordomme. Ikke at kende svaret på forhånd, men at turde lade sig overraske. Vi støder konstant ind i problemer. Det græske ord ´problema´ betyder ´vejspærring´, og kan vi ikke komme over den, må vi bevæge os ud i vildnisset. En sti igennem vildnisset eller et smalt bjergpas hedder på græsk ´póros´. Og ordet findes også i negeret form ´apóros´, når der ingen vej er. Hertil dannes den mere abstrakte term ´apori´, som kunne gengives med ´det vejløse´, ´ufremkommelighed´. Og dette ord har hos Aristoteles omtrent ledemotivisk karakter. Det vrimler med aporier i metafysikken” (Politiken 4. august 2003).

Det aristoteliske begreb om det “vejløse”, “det ufremkommelige” lader sig ane bag Krishnamurtis udsagn om sandheden som et land uden stier. Det er et eksempel på en karakteristisk evne hos Krishnamurti til at absorbere indsigter andre steder fra og mangedoble deres værdi.

Krishnamurti

Det findes der et udtryk for i en lignelse, som vi kender fra den oldkirkelige teolog Irænæus, som levede fra 130 til 200 efter Kristus. Det er en lignelse, som Irenæus selv har fået fortalt af Papias, som har den fra Polykarp, som har den fra Jesu discipel Johannes, som igen ifølge Irenæus har den fra Jesus selv:

“Der skal komme dage, hvor hver vinstok har 10.000 grene og hver gren 10.000 ranker, og hver ranke har 10.000 klaser og hver klase 10.000 druer, og af hver klase skal der presses femogtyve kander vin. Når nogen griber om en klase, så råber den anden klase: “Jeg er bedre, tag mig, velsign Herren med mig”. På samme måde skal et hvedekorn give 10.000 aks og hvert aks skal have 10.000 kerner og hver kerne give ti pund rent mel. Det skal forholde sig på samme måde med de andre former for frugt og urter, og alle dyr skal have deres føde af jorden og leve i fred og fordragelighed indbyrdes og tjene menneskene i lydighed”. (Irenæus: “Mod kætterne” s. 154. Oversat af Ulla Kiel, Forlaget ANIS 1999).

Her er der altså tale om en lignelse af Jesus, som er overleveret udenom Det nye Testamente. I Johannesevangeliet siger Jesus, som bekendt: “Jeg er vintræet, I er grenene”. Man kunne føje til: Krishnamurti er jordbunden.

2. Det gallilæiske spor

I en dansk sammenhæng er Irenæus især kendt for den betydning, hans skrifter fik for Grundtvig i dennes opgør med, hvad man kunne kalde bibelkritikkens opgør med bibelfundamentalismen. Den betydning Irenæus tillagde Trosbekendelsen blev for Grundtvig et helle mellem de to andre på hver sin måde dræbende positioner. Ved hjælp af den blev det muligt for ham at identificere den for ham at se sande menigheds levnedsløb i historiens løb. Forestillingen herom kendes som Grundtvigs kirkelige anskuelse og er udfoldet i det store visionære kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne” (1860).

Ledetråden i dette skrift er netop Trosbekendelsen i sin oprindelige apostolske ordlyd, og det var Grundtvigs opfattelse, at Kristus selv havde lært disciplene denne i perioden på fyrre dage mellem sin opstandelse og himmelfart. Pointen i dette synspunkt er, at det tilvejebringer muligheden for at forstå kirken som stiftet af Herren selv og ikke som en organisation, der er stiftet af andre efter hans bortgang. Dermed er det kirkelige liv et “fællesliv” med Kristus selv.

Hvorvidt man kan forestille sig, at Trosbekendelsen kom ind i verden på denne måde, er ikke afgørende. Det afgørende er, at går man ikke ad denne vej, kommer man ikke til kilden, som er Kristus selv, men henvises til sekundære forestillinger om Åndens udgydelse på pinsedagen, som Skriften hævder, eller til disciplenes virksomhed, som er bibelkritikkens anliggende.

Det er dog muligt at etablere en skriftforståelse, der bygger bro mellem Grundtvigs forestilling om menigheden som stiftet af Kritus selv og den traditionelle opfattelse af pinseunderet i Jerusalem som kirkens fødselsdag. En sådan forbindelse kan tilvejebringes ved at følge det galliæiske spor.

I fortællingen om Jesu himmelfart i begyndelsen af Apostlenes Gerninger er der nemlig en oplysning, som også har betydning for forståelsen af historien om pinseunderet i Jerusalem. Det er en oplysning, der gives indirekte af de to mænd i hvide klæder, som henvender sig til skaren umiddelbart efter, at Jesus er forsvundet i en sky. Da de henvender sig til de forsamlede, siger de: “Hvorfor står I og ser op mod himlen, galilæere? Den Jesus, som blev taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.” Den oplysning, der gives indirekte er, at alle de forsamlede er galilæere.

De to mænd i hvide klæder, som i ældre oversættelser kaldes engle, tiltaler ikke skaren hverken som jøder eller som Jesu disciple. Skaren identificeres i kraft af sit særlige tilhørsforhold til en ganske bestemt egn. Det den loves er, at Jesus skal vende tilbage i ligeså genkendelig skikkelse, som de har set ham forsvinde i. Det vil sige, at han skal komme igen i en skikkelse, som det er muligt at have det samme inderlige forhold til. Det er dette, der sker allerede ved Åndens udgydelse ved pinseunderet kort efter i Jerusalem.

Her genkender disciplene den ånd, der optræder, som netop Jesu ånd. Igen får vi en indirekte meddelelse om de forsamledes herkomst. De omkringstående, der oplever disciplene tale på alle mulige sprog, siger nemlig: “Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere, og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem alle tale om Guds storværker på vore egne tungemål.” Igen gives oplysningen, at alle af ånden berørte er galilæere.

Den åndens udgydelse, som i første omgang angik specifikt gallilæere, kommer i Grundtvigs kirkehistoriske syn, som det er udfoldet i “Christenhedens Syvstjerne” til at gælde en specifik række af historiske menigheder. Digtet er struktureret ud fra forestillingen om kristenhedens hele kreds bestående af syv menigheder, som den forekommer geografisk udlagt i form af syv lilleasiatiske menigheder i kap. 1 – 3 i Johannes´ Åbenbaring. Det var således Grundtvigs tanke, sideløbende med en parallel geografisk placering af de syv menigheder i form af menihederne i Efesos, Smyrna, Pergamon, Thyatira, Sardes, Filadelfia og Laodikæa også at udfolde perspektivet historisk i form af syv historiske menigheder. Kristenhedens hele kreds udlagt både geografisk og historisk bliver da i Grundtvigs perspektiv at finde i kæden af menigheder bestående af den hebræiske, den græske, den latinske, den engelske, den tyske, den nordiske og endelig den indiske menighed, der i modsætning til de seks første menigheder ikke udlægges historisk men profetisk, eftersom den på Grundtvigs tid endnu ikke havde fundet sted. Men det er Grundtvigs gæt, at den syvende menighed skal findes i Indien.

3. Grundtvigs forventning

I Grundtvigs historiesyn opledes en særegen sti op igennem historien fra grundlæggelsen af den første menighed ved Kristus selv til den sidste menighed. Det er et afgørende forhold i denne kæde af menigheder, at missionen til Tyskland ifølge Grundtvigs historieforskning kom fra England. I England fandtes nemlig i skikkelse den angelsaxiske folkestamme et dynamisk folkeliv, som var i stand til at træde i et frugtbart forhold til Helligånden, da denne ved den apostolske trosbekendelses ord fra den romerske kirke i 600-tallet (synoden i Whitby 664) forplantede sig til England. Den irokeltiske kristendom, som allerede tidligere havde vundet udbredelse på de britiske øer er uden interesse i Grundtvigs historiesyn, eftersom den ikke var bundet til Den apostolske Trosbekendelse. Præget, som den var af Pelagius (354 – 420/440) og hans fornægtelse af Augustins lære om arvesynden og dermed mangel på syndserkendelse, savnede den blik for det frelsehistoriske projekt forløbende fra skabelse over syndefald til genløsning, der er rammen om Grundtvigs kristne historiesyn.

Indtil mødet med den angelsaxiske folkestamme havde Helligånden været henvist til folkeslag, der allerede havde haft deres storhedstid på den verdenshistoriske scene, og ånden havde måttet følge disse i deres alderdomssvækkelse og som følge heraf også selv afmattes. Den græske menighed var svagere end den hebræiske, og den latinske var igen blevet svagere end den græske, blot havde den i modsætning til den græske beholdt den oprindelige apostolske trosbekendelse. Det er alene dette forhold, der frelste troen igennem den latinske menigheds iøvrigt store forfald. Selv om den engelske kristendom ifølge Grundtvig var svagere i det kristelige end selv den latinske, så var den stærk i det folkelige, og det var dens ungdommelighed, der gav kristendommen nyt liv.

Det er således i Grundtvigs syn vigtigt, at missionen til den saxiske folkestamme i Tyskland kom fra de nært beslægtede angelsaxsere (ved Bonifatius) i England. Den tyske menighed med den lutherske reformation skal således ses i forlængelse af den engelske menighed mere end i et forudsætnigsløst opgør med Rom. Videre er det vigtigt at se den danske eller den nordiske menighed i forlængelse af den tyske, men også i den danske at oplede en friere udfoldelse af kristenlivet end hos forgængeren. Den danske menighed er den sidste før den syvende og sidste menighed i Indien. Denne sidste menighed skal i henseende til virkeliggørelse af det kristelige nærme sig selv den hebræiske menighed.

Hvad der er vigtigt at forstå ved dette kirkehistoriske syn er den hermed forbundne udviklingstanke, eller rettere: forfalds- og udviklingstanke. Det er nemlig karakteristisk for Grundtvigs kristne historiesyn, at det også inkorporerer forfaldet i sig, hvilket naturligvis er en følge af det overordnede frelsehistoriske paradigme: skabelse, syndefald og frelse. Det er altså igennem forfaldet i den græske og videre i den latinske menighed og igennem opblomstringen i den engelske, tyske og nordiske menighed, at den kristne udvikling er forløbet. Udviklingen gælder samlivet eller hos Grundtvig “fællestroen” og “fælleslivet” med Kristus, og Grundtvig mener altså, at dette er dybest og sandest hos de første og de sidste menigheder og lavest i den latinske og engelske menighed. Men overordnet set finder der altså gennem en krise en implementering af kristenlivet sted som en beredelse til Herrens genkomst.

Det er egentlig ikke Jesu genkomst og dommens dag, der er i fokus hos Grundtvig, men derimod den forudgående opblomstring i Tusindårsriget. Det er et vigtigt forhold, at den opblomstring af folkeånderne (nationalisme), der op igennem de syv menigheder har fundet sted i forhold til Helligånden, nu i tusindårsriget er tilendebragt. I tusindårsriget skal det folkelige gå under og genopstå i forklaret skikkelse i det menneskelige. I denne periode skal kristenlivet nemlig være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Det skal endog overgå kristenlivet i den første menighed, den hebræiske. Men efter tusindårsriget oprinder altså dommens dag endelig. Hos Grundtvig er det ikke alene de troende, der skal frelses på den yderste dag. Det skal derimod alle, der ikke direkte har fornægtet troen og dermed Gud og sandheden. Ole Vind påpeger i sin bog “Grundtvigs historiefilosofi”, at dette forhold hos Grundtvig muligvis ikke er foreneligt med luthersk teologi, og at det nok er skyld i, at den grundtvigske kiliasme hidtil er blevet overset af grundtvigforskningen.

Man kan få indblik i Grundtvigs overvejelser i henseende til perspektivet frem imod “verdens ende” dels rundt omkring i hans prædikener og dels gennem utrykte manuskripter. Ole Vind citerer i sin bog et manuskript af Grundtvig fra omkring 1856, i hvilket Grundtvig ved at følge den jødiske tidsregning regnet efter verdens skabelse angiver verden til at have eksisteret i 5617 år af de 6000 år, der ifølge gammel historieteologisk opfattelse er afsat til denne før dens undergang. I de heraf tilbageværende knap 400 år forventede Grundtvig en fortsættelse af den allerede påbegyndte syvende menighed, samt at Tusindårsriget som en ottende menighed skulle følge efter og begynde inden år 2100.

Efter den syvende menighed skal komme den ottende menighed, som ifølge Grundtvig er det samme som Tusindårsriget i Johannes´ Åbenbaring eller i Grundtvigs foretrukne terminologi: det kristne Gyldenår. Dette skal ikke nødvendigvis vare i tusind år men blot en vis tid, og i denne periode skal kristenlivet være kendeligt i sin fuldkomne skikkelse. Men Grundtvig gør dog opmærksom på, at de tidligere forsøg på at oprette et kristusrige på jorden faktisk har haft en levetid på tusind år. Det gælder det byzantinske kejserige fra Teodosius til den sidste Konstantin († 1453), og det hellige romerske rige fra Karl den store til Frans den anden († 1806). Det samme mener Grundtvig at kunne skønne om det pavelige kirkerige fra Gregor den syvende, der blev pave i 1073, til den sidste pave. Ifølge Grundtvig er det først efter Gyldenåret, at Kristus vil vende tilbage ved den yderste dom og oprette en ny Himmel og en ny Jord.

4. En nødudgang

Jesu genkomst er temaet for Jens Jørgen Thorsens film “Jesus vender tilbage” fra 1992. Til grund for denne film ligger et andet manuskript end det, som skabte skandale tyve år tidligere: “The Love Affairs of Jesus Christ” eller “The Many Faces of Jesus Christ”, og som er udkommet i bogform under titlen “Thorsens Jesusfilm : en uforkortet oversættelse til dansk” Borgen, 1975. Den afgørende forskel på de to manuskripter er, at det første inddrager en række personer fra evangelierne: disciplene Peter og Johannes og Maria Magdalene med flere. Det senere manuskript er en fri fortælling om Jesu genkomst, hvor ingen andre personer fra evangelierne optræder.

Det viser sig, at Thorsens film i sit handlingsforløb har en påfaldende kiastisk struktur. En kiasme er en retorisk/ fortælleteknisk figur, hvori elementerne i første halvdel af en given historie optræder igen i spejlvendt rækkefølge i anden halvdel af samme. Efter at jeg senere selv præsenterede Thorsen for denne iagttagelse, svarede han mig i et brev i sommeren 99: “Det er rigtigt. Jesus får fisse i himlen, så ska han sgu osse ha det på jorden. Jesus får tæv af politiet, så ska politiet sgu osse ha tæv”.

I et hjørne af billedet
opdager vi pludselig en gammel bekendt:
Det er den kvindelige terrorist,
der tæver en betjent.

Filmens handlingsmæssige midtpunkt vil da være Jesu ophold i Palazzo dello Sancto Spirito i Vatikanet. Fra sin altan i Helligåndens palads får Jesus øje på to hjemløse, som har slået sig ned i haven. Han inviterer dem indenfor og lader dem beværte med et overdådigt bord med alt, hvad hjertet kan begære af mad og drikke heraf ikke mindst spiritus. Der klippes utallige gange i denne filmiske sekvens, indtil alle flaskerne står fint stillet op, tomme i et lille tableu. Jesus deltager ikke i denne nadver, som vagabonderne holder for sig selv. Men han foranlediger den. Herefter bades vagabonderne lystigt at to kvinder, og heller ikke i dette bad tager Jesus del. Men han foranlediger det.

En sådan kiasmens miderste scene er identificeret i en anden sammenhæng af Mogens Lindhardt i bogen “Ikonen med det evige liv”, som er en analyse af Johannesevangeliets tekster. Her gøres opmærksom på, at der i den kiastiske struktur i disse kristne tekster gør sig et særligt forhold gældende, som ikke kendes fra hverken den klassiske eller moderne definition af kiasmen. Det er, at der i disse kiasmer optræder et ekstra ord i midten, som i betydningsmæssig henseende er centralt for hele kiasmens indhold.

Jeg tror det skyldes, at det centrale i kristendommen ikke er begivenheden selv men forkyndelsens situation. Ikke at Kristus er opstanden, men at det bliver troet, at han er det. Således finder der i den kristne genfortælling hele tiden en forskydning sted, som rækker ud over fortællingens egen struktur og etablerer midtpunktet i en ny kiasme. Dette midtpunkt er menigheden selv. Her rører vi også ved hjertet i Grundtvigs vægtlægning på Trosbekendelsen som troens og menighedens grundvold. Ikke ordlyden men at ordlyden bekendes af menigheden.

I slutningen af filmen stiger Jesus i utilfredshed med kirken igen til himmels, idet han nu tager sin kæreste med sig. Således ender filmen undtagen for hende med Jesu fravær, men ifølge filmens inderste scene er netop dette fravær er det egentlige nærvær. Dette Jesu fravær skal nemlig tolkes udfra fraværet i den scene, som er kiasmens midtpunkt. Det er Jesu ophold i Helligåndens palads, der er nøglen til hele filmen.

Inden rulleteksterne træder en til filmen hørende tekst frem på lærredet i form af et spørgsmål: “Tror du nogensinde Jesus vender tilbage igen? Vend dig om og se efter! Måske sidder han bagved dig!” Igen er der tale om et kiastisk ord i midten, for i dette spørgsmål spejler filmen sig i det liv, publikum skal leve med hinanden efter at have set filmen.

I februar 1992 så jeg “Jesus vender tilbage” og skrev på eget initiativ en anmeldelse af den i “Debat”, det interne blad på det teologiske fakultet ved Århus Universitet. Anmeldelsen blev læst af redaktøren for det tilsvarende blad “Arken” på det teologiske fakultet i København, som sendte den til Jens Jørgen Thorsen selv og bad ham kommentere den. På foranledning af min iagttagelse af, at Jesus i filmen var udstyret med “nul egenskaber”, sagde Thorsen: Jesus var tænkt som katalysator. Han deltager ikke i processen, men denne foregår dårligt uden. Fysikkens nyopdagede kolde fusion er et meget godt billede på, hvad der sker, når Jesus kommer”. Kold fusion var et varmt emne i 90´erne.

Sorg og glæde

Hvad Thorsens film savner i psykologisk realisme skulle siden foldes ud i Nils Malmros´ film “Sorg og glæde” fra 2013. I titlen er der en åbenlys brug af Kingos salme “Sorrig og glæde” fra 1681, der ligesom filmen handler om tabet af et barn. I filmen er dødsfaldet i overensstemmelse med begivenheder i instuktørens eget liv knyttet til det forhold, at det er hans  hustru og barnets egen mor, der har slået det ihjel i en psykose. I forholdet 1:1 er det i “Sorg og glæde” skildret, hvorledes Jens Jørgen Thorsen henvender sig til Nils Malmros og beder ham om at læse manuskriptet til sin Jesusfilm sideløbende med Det Nye Testamente og skrive en udtalelse til brug i retten. Nils Malmros påtager sig opgaven, som kommer til at fylde ganske meget i filmen, idet den skærper spændingen mellem ham og hans kone.

Det er meget ejendommeligt, at Jens Jørgen Thorsen og hans film nærmest får skylden for katastrofen i Niels Malmros´ liv. Historien lader sig åbenbart ikke fortælle uden denne overføring. En forklaring kan være, at dette forhold indirekte tjener til at identificere den stærkt personlige film som en kristen bekendelse. I barnets fravær overtager faderen selv rollen som forsoner og formidler i sine samtaler med psykiateren systemets benådning af moderen.

Da Jens Jørgen Thorsen endelig fik lavet sin jesusfilm i 1992 var det som sagt med et helt andet manuskript end det, der forelå i 1972. Den uhyrlige provokation i henseende til Jesu sexliv er som blæst væk, og tilbage er et smukt skildret kærlighedsforhold mellem Jesus og en tidligere kvindelig terrorist. Mere barokke sexscener er der også; men Jesus deltager ikke i dem. Han tilvejebringer dem for andre. Hvorfor denne forvandling? Måske har Nils Malmros´skæbne – eller en tilsvarende tragisk dimension – alligevel forplantet sig ind i Jens Jørgen Thorsens næste manuskript. I begyndelsen af filmen bliver Jesus gidsel i et kapret fly, og filmen henter i den forstand sit konfliktpotentiale fra 70’ernes internationale politiske klima.

I et interview ved Ivan Rod i filmtidsskriftet “Levende Billeder” i 1991 medgiver Thorsen, at filmen med sine gidsler og terrorister godt kan virke lidt gammeldags: “Hvis jeg havde lavet filmen dengang, så havde den været tyve år forud for sin tid. Nu kan det være min film bliver et monument over en tid, der er ved at være forbi. At min film bliver en udgangsportal – en nødudgang. Hvis du har været i et hus der brænder, så vil du være klar over, hvor vigtige nødudgange er. Og der er ild i huset for øjeblikket. Der er ild i hele billedet af vestlig kultur. Men det kan være, jeg har lavet en nødudgang. Det kan godt være”.

“Jesus vender tilbage” er altså ikke at forveksle med det manuskript, hvormed Jens Jørgen Thorsen i 70´erne skabte skandale over store dele af verden. Det er en anden fortælling, der som omdrejningspunkt har at tilvejebringe forsoning i forhold til arabisk relateret terroisme og dens europæiske sympatisører. Tilgivelsen er plottet i en ikonisk fortælling og et liturgisk drama, der for en stund forvandler biografen til kirke.

(under udarbejdelse)

Jeg går i himlen, hvor jeg går,
og hvor jeg end mig vender
min Jesum for mit øje står
og blikke til mig sender,
så jeg igen kan se
igennem mulm og sne,
hvordan han hen til døden går,
og døden for sin pande slår.

Jeg går med Jesus, hvor jeg går
på banen for at spille
og tager bolden med mit lår
for den igen at trille
til ham og få den ind
i målet som en vind,
der lægger sig som stormen lå
på søen, han var ude på.

Jeg går blandt engle, hvor jeg går
i skaren og forøver
min gerning under gode kår,
som gerningen bestøver,
så den så god som ny
opfarer i sin sky
og lader engle blandt os gå
i hvide klæder af det blå.

Jeg går i døden, hvor jeg går
med Jesus ved min side,
selv om han sine folder slår
ud i den verden vide
og gør et under der,
mens jeg udånder her,
så han må bryde ud i gråd
og kalde mig til dag og dåd.

Jeg går i trængsel, hvor jeg går,
som en imellem andre,
så længe verden endnu står
med veje til at vandre,
så ingen farer vild
men selv forbliver mild,
når vejen ender i det blå,
hvor selv jeg sidst min Jesum så.

Hør melodi her.

Niels Kjær
Grundtvig og kvækerne, 56 s.
ISBN 978-87-7170-485-3
Forlag: BoD – Books on Demand
København 2016

Hvis man interesserer sig for Grundtvig og den indflydelse hans frihedsbegreb har haft på dansk åndsliv, vil man være bekendt med en udvikling fra det ret snævre og kristent fordømmende standpunkt – som det kom til udtryk i hans dimmisprædiken lige efter, han havde forladt universitetet – til en overrumplende åbenhed i tanken om folkekirken som en blot borgerlig indretning uden fælles bekendelse hos den sene Grundtvig. Hvis det sidste synspunkt havde vundet genklang, ville vi ikke opleve de sager, som endnu med jævne mellemrum trækker overskrifter. Om en præst kunne blive i embedet ville afhænge af opbakningen i menigheden og ikke af dogmatisk føjelighed.

Forklaringerne på denne radikale udvikling for ikke at sige forvandling i Grundtvigs frihedsgreb har hidtil nærmet sig det kuriøse med historien om Clara Bolton, som Grundtvig mødte en enkelt aften til et selskab i London på en af sine Englandsrejser i begyndelsen af 1830´erne. Ifølge store dele af forskningen skulle det møde have bibragt Grundtvig en afgørende dybere forståelse af menneskelivet i sig selv. Niels Kjær kommer her med et mere oplagt bud på the missing link nemlig en alvorlig broder i ånden, der ligesom den oldkirkelige Irenæus hjalp Grundtvig med at bringe sig i et selvstændigt forhold til Luther. Niels Kjær knytter i sit lille skrift til ved en antagelse hos Ole Vind, som i sin disputas “Grundtvigs historiefilosofi” foreslår, at indflydelsen fra kvækernes grundlægger George Fox (1624-1691) var så chokerende for Grundtvig selv, at han skjulte den.

Til belysning af denne åndelige påvirkning fremdrager Niels Kjær eksempler på Grundtvigs direkte involvering i initiativer oprindelig udsprunget hos kvækerne. Et af dem er Grundtvigs deltagelse i den kommission, der anbefalede og i 1848 opnåede afskaffelse af slaveriet på De Dansk Vestindiske Øer. Et andet er hans virke som tolk for kvækeren Elisabet Fry, der i 1841 besøgte Danmark og danske fængsler for at tale for sin sag om at forbedre forholdene for fangerne i verdens fængsler. Elisabeth Fry gjorde et stærkt indtryk på Grundtvig med sin ægte passion for gode gerninger, ligesom hun på sin side lagde mærke til Grundtvigs virkningsfulde samtale med de indsatte, selv om hun ikke forstod ordene.

Niels Kjær gør opmærksom på, at inspirationen fra kvækerne rækker helt ind i brugen af ordet ’venner’ om det fællesskab, Grundtvig samlede om sig. Der synes at være tale om et ikke mindre end overvældende slægtskab mellem ånden i de to bevægelser. Grundtvig forbeholder sig dog ret til en selvstændig position med en afgørende kritik af kvækerne i det forhold, at de forkastede sakramenterne og bibelen og alene forlod sig på “den indre Kristus”. At misbrug ikke ophæver brug. Det er Grundtvigs indvending overfor kvækerne som teolog, mens han som historiker tilkender kvækerne æren for at have bragt England frelst gennem borgerkrigen (1642–1651) og Cromwells diktatur.

En kirkehistorisk parallel til kvækernes dogmefrie kristendom har Niels Kjær behandlet i sin bog “Den levende Jesus – En introduktion til Thomasevangeliet” (2014). Den har været der hele tiden denne form for kristendom, der går uden om den tunge teologi og står direkte ansigt til ansigt med manden fra Nazaret. Det føjer nyt til forståelsen af Grundtvig at opdage, at han ikke hele tiden tænkte og skrev men også kunne lade sig blæse ren og glemme, hvad han mente. Men netop dette ikke er et kuriosum men det manglende led i forståelsen af Grundvig & co.

Se, nu fra de høje skyer,
der til flugt for solen tyer,
som om timen vel de ved,
sætter Herren foden ned.

Solen på de hvide driver
med usynligt blæk beskriver
himmelsk fryd, det vel vi ved,
over græs og blomsterbed.

Månen på den klare himmel
over jord og hjertes vrimmel
stod i nat, det vel jeg ved,
mellem stjernerne og led.

Hør, nu blandt de fuglestemmer,
som den salighed fornemmer,
som om timen vel de ved,
sætter Herren foden ned.

Hør melodi her.

Kære Sleiman Nazzal

Tillykke med Undergrundspoesiprisen 2015! Prisen uddeles af Poetklub Århus hvert år til en person, der i særlig grad har gjort sig gældende i byens litterære undergrund. I dit tilfælde er der tale om et virke, som strækker sig over mere end ti år og har udgivelserne af digtsamlingerne “Uden visum” 2000 og “Uden sprog” 2013-14 som sine to poler.

Mellen disse poler svæver du selv og drejer og drejer “and turn him and turn and turn him for everything is in him” får jeg lyst til at føje til med Harold Blooms ord om en af Shakespeares figurer nemlig Falstaff, der optræder både i Henrik IV 1 & 2 og i De lystige Koner i Windsor. I modsætning til Hamlet, som er ung og dør ung, er Falstaff ældre og tidligere soldat. Han får sig gerne en tår over tørsten og gør altså kur til de lystige koner i Windsor.

Første gang, jeg selv hørte et af dine digte, var da jeg i begyndelsen af 2001 sad på Café Ris Ras, hvor forløberen for Poetklub Århus nemlig De unge Poeters Klub holdt oplæsninger. Jeg sad et andet sted i cafeen og hørte en insisterende stemme bag mig: “Lad være med at tale om politik! Jeg hader det! Lad være med at tale om politik! Jeg hader det!”. Det var dig, der læste et af de digte, som stod i din dengang nyudgivne bog Uden Visum.

Det er et karakteristisk citat, for en afgørende kvalitet ved dine digte er, at du forstår at adskille poesi og politik. Eller for at sige det mere præcist: Du er ikke til fals for voldens koreografi. Du er ikke en kriminel digter. Hos dig er det lysten og det frie valg, der skaber digtets komposition. Lad et digt fra Uden Visum tjene som eksempel:

Mine digte beklager sig ikke
de beklager ikke
din skønhed
de tilbeder ikke
dit ansigts måner

Jeg er på min galskabs
poetiske tur
afskærmer min
jargons akutte tunge
det er ingen manøvre
når jeg siger
jeg elsker dig
På min vej fra skole
til mit hjem
elsker jeg mange kvinder
“3 eller 5 det kommer an på vejrets hjerte”

Jeg vænner mig
til at stjæle smukke kvindelige skatte
og deres dejlige bryster
med min fantasi
Med mine store hænder
stjæler jeg
deres klare skønhed
og deres hemmelige søde frugter
for mig er det en vane
at de røber deres undertøjs
farve og facon
og jeg hænger det
på lystens bøjle
så bed ikke
mine digte
om at beklage
de vil aldrig beklage

Titlen på din første digtsamling, Uden Visum, signalerer naturligvis en masse besvær. Men det danske sprog, som du ikke har visum til, giver alligevel efter. Eller overgiver sig slet og ret. Men det er ikke det danske sprog, der er nøglen til et egentligt eksistentielt statsborgerskab i den flække af kloden, du ved skæbnens tilskikkelser er havnet i. Nøglen hertil signalerer du i titlen på din anden digtsamling, Uden sprog.

I dette sprogets nirvana hæver du uforudset stemmen i samlingens sidste digt, Det er mig. Centale linjer i digtet er sætningerne: “Det er mig som elsker Århus mere end Danmark / Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen”. Al-Quds er arabisk for Jerusalem, og linjerne handler om at vælge det jordiske i stedet for det himmelske, det konkrete i stedet for ideen. At være ydmyg i stedet for at stå på sin ret. Det udfoldes senere i digtet i linjerne: “Det er mig som elsker Danmark / mere end demokrati!”.

Digtet bærer den selvdefinerende titel, Det er mig, og lyder i sin helhed:

Det er mig
som vandrer mellem tankernes salt
og kvindernes havs blikke
Det er mig
som følger en skov af honning
og gemmer sommerfuglens hemmelighed
under fremtidens modne hud
Det er også mig
som kigger på de kedelige karavaner
der væver inde i min sjæls gyngen
og dækker hjertets metaforer med de triste blade

Hvordan skal det lykkes mig at kysse vores våde aftale?

Det er mig som skriver uden sprog,
med barndoms ild og sandets visioner
Det er mig,
et fortabt suk som skaber tres fugle og en enkelt engel

Det er mig som elsker Århus mere end Danmark
Det er mig som elsker Al-Quds mere end himlen
Derfor, rejser jeg for lidt bedre at huske
de gyldne signaler som vander mine minder
med håbets tåre …
– kom nu … rust min fortids æske …
Der findes floder, blomster, appelsiner. Dadler.
Cedre, vilje, ambitiøse sole?
Jeg har brug for en duftende favn lige nu!
Hvad hedder dit smil på mit sprog?

Det er mig som elsker Danmark
mere end demokrati!
Jeg er vant til at sende mit eneste ansigt
til de øvrige spejle
De ønsker at ændre min farve
under slow motion regn

Hvad skal jeg kalde min skilsmisse fra et træ af citron og had?

Giv hånd til min tavshed
Men det er stadig mig som leder efter kærlighedens smukke skib
Selvom det sejler inde i vores blod …
Jeg kan se
Giv hånd til vores hav

*

“Derfor rejser jeg…”, står der et sted i digtet. Sætningen henviser konkret til din glæde ved at rejse. Hertil knytter sig dine utallige forsøg på at lokke os andre med på dine rejser. Måske lykkes det en dag. Om ikke andet har du ved flere lejligheder givet os forestillingen om at rejse.

Undergrundspoesiprisens
statuette er skabt
af Michael Persson

Digtsamlingen ‘Det er ikke let’, som udkom d. 10. november 2015 på forlaget ALFA, kan jeg som dens forfatter selv spore til en eftermiddag i sommeren 1986, hvor jeg i forbindelse med læsningen af William Blakes lille værk “Ægteskabet mellem Himmel og Helvede” og især kapitlet “Helvedes ordsprog” gav mig til at nedskrive sætninger med vekslende indhold i rækkefølge på et stykke linjeret papir. Blakes ordsprogslignende sentenser er i værket opført på en liste, og når man læser dem i rækefølge, bliver det, som sikkert er blevet til sætning for sætning over lang tid smeltet sammen i ét flow. Det giver en brudt rytme, hvor indhold og form hele tiden skifter. Mine egne sætningers indhold var håbløst, og jeg smed hurtigt papiret i skraldespanden. Men rytmen beholdt jeg i kroppen, og i de kommende år lykkedes det mig bid for bid at føje et indhold til. Som teolog var det naturligt at lade sig inspirere også af bibelske tekster, og et af de tidlige digte bære også præg heraf. Da det er skrevet op imod begyndelsen af bibelen er det selvfølgelig også blevet det første digt i samlingen:

Gud skabte manden sort som jordens muld,
og kvinden skabte han hvid som mandens ribben.
Men da manden så kvinden, blev han hvid som sine ribben,
og da kvinden så manden, blev hun sort som jordens muld.
Således blev alt anderledes, end Gud havde skabt det;
og Gud så, at det var godt. (s. 5)

Andre af de første digte var disse:

Mine øjne er ikke en hunds,
der ser spørgende på sin herre.
Mine øjne er en ulvs,
der dybere nede end bevidstheden
registrerer, hvad der sker.
Jeg har overskredet grænsen
mellem ensomheden og fællesskabet,
og min dannelse er ikke andet
end den fuldkomne vildskab,
der kender sig selv. (s. 7)

Jeg er en løve,
der ligger og sover om dagen
i skyggen under et træ.
Du ligger på den anden side at træet
strakt ud som en del af min drøm.
Nu ryster jeg støvet af manken
og lader solen gå ned. (s. 8)

Et overraskende ryk i denne måde at skrive på skete, da jeg gennem min deltagelse i Poetklubbens aktiviteter var med til også at arrangere Poetry Slam i Århus i nullerne. Mine digte egnede sig slet ikke til det, og mit bidrag bestod som regel i at sidde i døren og sælge billetter. Men en aften deltog jeg nærmest i form af en happening med et digt på kun tre linjer, der handlede om den dengang aktuelle sag om Jørgen Leths selvbiografi. Det er det digt, som i udvidet form figurerer på bogens bagside:

Det er ikke let at være Dan Turèll,
når man ikke kan stole på folk,
der siger det er sort.
Det er ikke let at være enlig mor.
Det er ikke let at være kokkens datter.
Det er ikke let at være Leth.
Det er ikke let at være ham.
Det er ikke let at være Hamlet.
Det er ikke let at se sin mor falde for en morder
og sin far for morderens hånd.
Det er ikke let at være eller ikke at være.
Det er ikke let, når alt er fuldbragt,
og resten er tavshed.
Det er ikke let at holde kæft.
Der er noget loddent i Danmark og Grønland
hund og hund imellem.
Det er ikke let at hamle op med Hamlet.
Det er humlen. (s. 39)

Det er jo nogle år siden, og i den mellemliggende tid har jeg sporadisk skrevet digte i denne humoristiske stil. Det sidste og afgørende ryk skete, da jeg omkring jul 2014 hørte, at den mere end hundrede år gamle satiriske årbog ‘Blæksprutten’ skulle ophøre med at udkomme. Da tænkte jeg, at i så fald vilde jeg lave min egen årlige samling med satiriske digte!

For at følge op på denne beslutning begyndte jeg ved årsskiftet systematisk at skrive digte, der på munter vis kommenterede årets begivenheder. Hvad var mere naturligt end at starte med et digt om nytårsaften:

Nytårsaften parkerede vi samtalen i ødemarken
og gik videre i tavshed.
Det var ikke indvandringen, slet ikke!
Det var grise, en familie på Djursland.
Nærmere kom vi det ikke.

Vi kom det en hel del nærmere
og lod det stå mellem linjerne.
Det er ikke en nødløgn, slet ikke!
Det er en hemmelighed, Markus 16, 8.
Vi siger det ikke til nogen. (s. 14)

Digtet slutter med anførelsen af et skriftsted om Jesu opstandelse og er en replik til sagen om sognepræst Per Ramsdal, der i et interview hævdede at stikke en nødløgn, når han i forbindelse med en begravelse forkyndte de dødes opstandelse. Det er en sag, der også har fået sit eget selvstændige digt i bogen:

Det er ikke let at tro på Jesu opstandelse.
Det er ikke let at vikle sig ud af det her tørklæde,
når man har lavet rock i synagogen,
og bosætterne har fået øje på en.
Det er ikke let at komme Maria Magdalene i forkøbet,
som hørte ham sige sit navn ved den tomme
grav i det fjerde evangelium.
Det er ikke let at føje noget til.
Det er ikke let at være Per Ramsdal. (s. 55)

En af årets første begivenheder var de to attentater i Paris d. 7. og 9. januar på henholdsvis satiremagasinet Charlie Hebdo og på det jødiske supermarkede. Det gav anledning til to digte i bogen. Det ene om helten fra det jødiske supermarkede, den muslimske medarbejder, Lassana Bathily:

Det ville være let at være Lassana Bathily
og have et bederum i baghovedet.
Det ville være let at rulle bedetæppet ud
og slå køleanlægget fra,
når der er kunder i butikken.
Kuglerne regner ikke med den blinde vinkel,
og det ville være let at flygte med vareelevatoren ud i det fri.
Ordensmagten ville lægge en i håndjern,
og kostbar tid ville gå tabt,
inden euroen falder!
Kursen ville stabilisere sig på et lavere niveau,
og renten ville næsten være halal. (s. 15)

Det andet er et mere perspektiverende digt om attentatet på Charlie Hebdo:

Det er ikke let at være Charlie Hebdo.
Det er ikke let at være et ugeblad.
Det er ikke let at være dagbladet Politiken
og stå i ord til halsen for at sige det pænt.
Det er ikke let at være mig og Charly.
Det er ikke let at holde sig munter
og tegne antydningen af et smil i profetens skæg.
Det ville være let at holde en forsvarstale
og anbefale sig selv til finansloven
eller livsvarig bespisning på Prytaneion.
Det er ikke let at tage til takke med et bæger skarntydesaft.
Det ville være let at spille død,
mens døden går gennem lokalet
og betragter sit værk.
Det ville være let at klø sig i skægget
og finde en lus mellem to negle.
Det ville være let at være Sokrates. (s. 51)

I begyndelsen af 2015 fejrede netop nævnte dagblad Politiken i øvrigt digteren Halfdans Rasmussens 100 års dag ved at bede 28 kendte forfattere skrive et digt om hver sit bogstav med “Halfdans ABC” som forbillede. Det fik igen to mindre kendte forfattere, Linda Nørgaard Framke og Brian P. Ørnbøl til at henvende sig til ligeså mange mindre kendte forfattere med henblik på at lave en pendant med titlen “Halfdanske digte af halvkendte forfattere”. Jeg var heldig at blive inviteret til at være med og har til bogen skrevet et digt om bogstavet L, som også indgår i ‘Det er ikke let’:

Det ville være let at være bogstavet L.
Det ville være let at være i vinkel
og runde det skarpe hjørne i fin stil.
Det ville være let at være skrevet i hånden
i lyset af et lynnedslag med pensel på papir
som et kalligrafisk skrifttegn af Hakuin.
De to rette linjer ville mødes i det blinde punkt og standse i stedet.
Buddha ville vende ryggen til Buddha,
og kroppene ville forskyde sig
i forhold til hinanden ved skælvet.
Dér ville det være, og det ville være let
at stå ved siden af hinanden eller ej
i kræfternes parallelogram.
Det ville være let at være den 31. januar og opdage
evangeliet i februars alfabet.
Det ville være let at være Guds Lam
og bære verdens ynde. (s. 79)

Siden bogen udkom, har jeg af og til googlet den for at se, om der dukkede en anmeldelse op. Ved en sådan lejlighed opdagede jeg, at bogen foruden at være til salg fra flere danske hjemmesider også er sat til salg på en svensk. Det giver anledning til også at læse bogens sidste digt:

Gud bevare Daniels bog og Markusevangeliet.
Gud bevare bøgernes bog og bøgen og urfuglen
om ikke her så hinsidan.
Gud bevare Sverige og skåne Norge. (s. 80)

Tårnene styrter nu i grus
ramt af den hævnende vinge.
Skyggerne går fra hus til hus,
døver den hvæssede klinge.
Ruden er knust i tusind skår
sået, hvor Eiffeltårnet står,
og hvor Concorden er landet.

Templerne vokser frem af dynd
midt i den stegende hede.
Djævlene drukner sig i synd
fyldt af den dybeste lede.
Hvælvingen vendes til en skål,
og Peterskirken er et bål
for en Apache på dagen.

Kirkerne ligger, hvor de lå,
mellem de udslagne veje.
Englene lærer først at gå,
før de begynder at neje.
Broen er brændt fra bred til bred
udenfor Kreml på samme sted,
hvor Cesnaen just er landet.

Skibene har fra fjern og nær
lagt til kaj ved katedralen.
Øjnene kaster himlens skær
hen over loftet i salen.
Spiret er højt og grønt af ir
og peger lodret imod Mir,
som kobler sig til Sojusen.

Hør melodi her.

Salmer og egne sange med Anne Marie Eriksen. Teksterne til de fem salmer af undertegnede i de første ti minutter af koncerten er anført nedenfor.

O kom og hvil i mig,
du indre styrkes ånd,
og lad mig dele den med dig
din frihed fra mit bånd!

Skrid frem den gode dag,
som skjuler al min synd,
som skal forsvinde med et slag,
den nye dag begynd!

Vær du mit vidne Gud,
at alt jeg gør er ret
ifølge hvert af dine bud,
og jeg gør intet slet!

Jeg skal ej bede mer
end denne ene bøn,
og når du min forvandling ser
at være som din søn!

O kom og hvil i mig
sol over soles sol,
om kap jeg stråler kun med dig
og med den blå viol!

Vers 1-4 gendigtning af “O Come and Dwell in me”, Charles Wesley, 1762. Ordet “forvandling” i fjerde vers viser hen til den hemmelighed, der omtales hos Paulus, at ikke opstandelsen men den efterfølgende forvandling er det sidste: “Se, jeg siger jer en hemmelighed: Vi skal ikke alle sove hen, men vi skal alle forvandles, i ét nu, på et øjeblik, ved den sidste basun; for basunen skal lyde, og de døde skal opstå som uforgængelige, og vi skal (alle) forvandles”. 1. Kor 15, 51-52. Døden og opstandelsen er overraskende nok ikke en forudsætning for forvandlingen.

Løven er min hyrde,
og i overflod
vokser græsset om mig
sænkende sin rod.

Her, hvor floden hviler
i sin egen seng,
lægger jeg mig også
på den grønne eng.

Selv i mine drømme
blir jeg i din favn
båret gennem skumle
kløfter i dit navn.

Og når mine fjender
pønser på min død,
lader du mig sidde
i din overflod.

Og imens du salver
mig med styrken din,
lader du mit bæger
fylde af din vin.

Når igen du tager,
hvad engang du gav,
går du selv igennem
døden til min grav.

Alle mine dage
følger du mig fast,
når jeg jorden pløjer,
og når det er høst.

Her i løvens hule
lægger du mit lig,
længe skal jeg leve
i dit Himmerig.

“Løven er min hyrde” er en gendigtning af Salme 23 i Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Begyndelsen af salmen i den gamle oversættelse har antaget næsten ordsprogsagtig karakter, og sætningen “Herren er min hyrde/ mig skal intet fattes” er velkendt. Jeg hørte salmen i en version med reggaesanger og rastafari Buju Banton og under indtryk af den udtalte løvesymbolik i rastafari-universet hørte jeg forkert. Sætningen “The Lord is my sheperd” opfangede jeg som “The Lion is …” I min egen gendigtning har jeg valgt at beholde løven.

Gid Gud din dag må ske
i skønhed og i magt;
lad os i evighed nu se,
at dommen er afsagt!

Bring det betrængte sind,
som skælver for din fod,
din ro, når du det bringer ind
til al din overflod!

Bring din retfærdighed
til hver en bange sjæl,
og byg så for din evighed
på grundvold og på pæl!

Bring vor fortrykte jord
dit rige fyldt af fred,
så krigen flygter for dit ord
og for din kærlighed!

Gid Gud din dag må ske,
vor krybbe synes tom;
i mørket kan vi intet se,
vi råber: Herre kom!

Gendigtning af “O Day of God, Draw nigh”, Robert B. Y. Scotts 1937.

Der går en snak i denne by
om alt for tidlig død;
men vi, der taler udenom,
har glemt, hvordan den lød.

Vi siger, det er efterår,
og alting er så smukt;
at træet tog sin krone af,
og fuglen tog sin flugt.

Nu flyver den et andet sted
på kloden, har vi hørt;
men taktfuldt har vi ikke hin
omstændighed berørt.

Gendigtning af et vers af Emily Dickinson (1830-1886).

Se de fine dråber,
spredt på blomster små,
se, hvordan de glimter
på de strunke strå.

Hør, hvor bækken risler
i sin ensomhed
med sin lille krusning
på Guds kærlighed.

I de høje kroner
er der fred og ro
mellem frie fugle,
kærlighed og tro.

Skyen driver stille
fra Jerusalem
for at åbenbare
sig i Betlehem.

Efter “See the shining dewdrops”, ukendt forfatter 1920.

Jakob Wolf har i bogen “Det guddommelige”, 2015 begået en genlæsning af Rudolf Ottos klassiker, “Das Heilige”, 1917. Heri findes en gennemgang af de aspekter, som Otto opregner ved den numinøse følelse, sensus numinis: Tremendum, majestas, energicum, mirum, augustum og fascinans. De tre sidstnævnte aspekter har givet anledning til disse koblinger.

Mirum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved det mærkelige og ubegrinelige. Ifølge Otto findes et særlig markant udtryk for denne følelse i Jobs bog i scenen, hvor Gud svarer Job på hans anklage over, at det er gået ham, den gudfrygtige så ilde. Job bryder sammen og angrer sin anklage. Det er imidlertid ikke sammenbruddet, der er det væsentlige, siger Otto, men derimod den faste overbevisning, som er Jobs nye og afklarede tilstand. Gud møder Job i hans vanvid og henviser til sine uhyrlige skabninger Behemot og Leviatan eller de to køn isolerede i hver deres monstrøsitet. Lærken såvel som timianen er en mægtig engel hedder det mildere hos Blake.

I Søren Kragh-Jacobsens film “I lossens time” (2013) røres der ved et lignende fænomen. Det siges om lossen, at den sover i 21 timer, jager i tre og spiser i en. Den femogtyvende time er lossens time, hvor alt kan ske. Alt betyder både det vidunderlige og det forfærdelige. I filmen er begge dele sket, og vi befinder os i et fængsel, hvor den person, som legemliggør filmens tragiske dimension er indsat i den femogtyvende times trummerum. Han er vanrøgtet, men har alligevel oplevet det vidundelige i samvær med sin morfar, og da han forsøger at vende tilbage til det vidundelige, dræber han to gamle mennesker, som nu bor i morfarens hus. Filmens egentlige hovedperson er præsten Helen.

Filmen er speciel derved, at den ved siden af sin fortællende handling også har et forvandlende spor, der går på tværs af handlingsforløbet. Filmens karakterer ændrer sig nemlig i kraft af de erkendelser de gør i forbibdelse med de ting, der sker. Helen opsøger i en epilog morfaren hus og oplyser, at hun har sagt sin stilling som præst op. Også fangevogteren i fængslet tilkendegiver, at han har lært noget og fået et videre udsyn på forholdet til de indsatte. Måske lykkes forvandlingen også med tragisk konsekvens for filmens anden hovedskikkelse, som til sidst lykkes med sit selvmord. Søren Kragh-Jacobsen har sagt om sin film, at han ønskede at skabe en grusomhedens poesi.

Augustum som aspekt ved det numinøse er kendetegnet ved at føle sig lille overfor det guddommelige. Det kommer skarpest til udtryk i læren om prædestination, dvs. læren om en forud fastlagt skæbne enten til fortabelse eller frelse. Otto lægger vægt på, at denne tanke har sin oprindelse i en følelse, og at den – hvis den rationaliseres – mister sin pointe. Befinder man sig således på det yderste skær og føler sig fortabt og ikke kan se nogen mulighed for at situationen ændrer sig til det bedre, så er der ifølge tanken om prædestination alligevel en mulighed nemlig den, at det kan være forudbestemt, hvordan det skal gå. Det ligger altså ikke i kortene, og det kan ikke på nogen måde gennemskues.

Den drøm Kasper Hauser genfortæller på dødslejet i Werner Herzogs film om ham rummer et fint eksempel på dette. Drømmen handler om en karavane, som føres igennem ørkenen af en gammel mand, som er blind. De farer vild, og foran sig, hvor byen skulle være, ser de bjergene. De gør holdt, og den gamle mand sætter sig ned og smager på sandet. Herefter hævder han, at de er på rette vej. Bjergene er en luftspejling. Igen bryder karavanen op og fortsætter sin rejse mod det, som ser ud til at være bjergene. De når frem til byen som er rejsens mål, og det er her, den egentlige historie udspiller sig, siger Kasper Hauser. Men den kender han ikke.

Den afgørende detalje ved denne historie er at den blinde smager på sandet. Det er altså en følelse, smagen, det overbeviser ham om, at de er på rette vej. Det forholder sig sikkert også sådan, at den gamle ved, at sandet i nærheden af byen skal smage på en bestemt måde, og da det gør det, ved han, at de er på rette vej. Det er jo en rationalisering, men før den kommer smagen, ligesom når man smager på sovsen under madlavning. Man ved det umiddelbart, når den er hjemme. Kaspar Hausers liv er en tragedie, men alligevel formidler han med denne historie en følelse af at være kommet hjem, og alle der har fulgt ham til byen står ved begyndelsen til den egentlige historie.

Fascinans er det sjette og sidste aspekt ved den numinøse følelse. I dette perspektiv sammenlignes det numinøse hos Otto med det filosofiske eller litteraturkritiske begreb det sublime. Det sublime ved et litterært værk angiver dets (sublime) modsætningsfylde og høje niveau af kompleksitet. Det sublime overgår det enkle og lader læseren rystet og genfødt tilbage. Det er en slags katharsis, som tilvejebringes ved at opleve virkeligheden fremstillet på en måde, man ikke umiddelbart kan forestille sig. Det gængse værdigrundlag efterlades i ruiner, samtidig med at en mulighed, man ikke anede var mulig, tager skikkelse for en. Med et udtryk fra Nietzsche er der tale om en en omvurdering af værdien.

“I pity the poor immigrant” er titlen på en rystende Dylan-sang om en sigøjnerboss. Medfølelsen gælder ikke den typiske nødstedte immigrant eller flygtning, som har brug for gode menneskers omsorg. Genstanden for empati er derimod en immigrant, for hvem det ikke er lykkedes atslå rødder i det nye land, og som derfor udvikler sig abnormt og giver sig hen til vold og falskhed. Til overflod markerer sangens subjekt sig som den, der i sig selv repræsenterer det alternativ, som immigranten ulykkeligvis vælger at vende ryggen til. Også dette træk er sublimt og vanskeligt at forstå på almindelig betingelser, ifølge hvilke det måtte være sangeren selv. Her er sangen i en afbalanceret version med Joan Baez.

En forskel på det sublime og det numinøse er imidlertid ikke mindre interessant. Den lader sig anskueliggøre ved udviklingen i nadverforståelsen i kirkens historie. I den katolske kirkes forvandlingslære er det meget eksplicit i billedet af, at der i selve ritualet ringes med en klokke i det øjeblik, vinen forvandles til Jesu blod. Selv i en luthersk nadverforståelse forvandles, som Jakob Wolf skriver “ikke kun vin til vand, men vin til Kristi blod”. Men hos Grundtvig er det anderledes. I salmeboges nummer 236 møder vi linjerne:

Påskeblomst! En dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger.

Her er det ikke vin, der forvandles til Jesu blod men omvendt Jesu blod, der forvandles til honning i salmen og vin i ritualet.

Det sublime er det ekstraordinære, hvorimod det numinøse er det almene. Den oceaniske følelse kaldes den også hos Wolf, eller den rolige henrykkelse med et lån fra Natan Söderblom (1866-1931). Det er øjeblikke af uendelig fred, der kommer over et menneske uden at have noget direkte med den aktuelle situation at gøre.

Se, på ruden slår
blæsten ikke skår,
men den sorte brombærranke
slår imod, og denne tanke
slår sig selv til blods,
ser vi efterlods.

Regnen vasker klar
ruden som et svar
lige til at se igennem,
når vi hæver blikket, stemmen
og har sagt et ord
ved det nye bord.

Fuglen gav af skræk
ruden stænk af blæk
dog så hvid, som var den kalket,
eller ret af koen malket,
og den lyser hvid
i den mørke tid.

I sin fjederham
i sin andedam
sidder svanen i sin skjorte
med opsmøgede og korte
ærmer på hver arm
lagt ind over barm.

Men der falder ord
på den våde jord,
duen flyver over øjet,
og jeg rækker efter tøjet,
som sig dale lod,
hvor Elias stod.

Hør melodi her.