Kirken i Gyngen
Ny vin fra gamle stokke.
Danmark er et kristent land
Danmark er et kristent land,
lyder det fra oven
over bølge, båd og strand
og igennem skoven.
Æblet svulmer på sin gren
midt i klosterhaven,
hvor de døde vælter sten
og står op af graven.
Over marken lyder skrig
fra de hvide måger
faldne i den sidste krig
for de sorte råger.
Danmark er et kristent land
siden Haralds dage,
bølgen skyller over strand,
før den slår tilbage.
Hør melodi her.
En lignelse
Sidst jeg så Flemming Jensen i fjernsynet handlede det om Grønland, hvor han på en aktuel dyster baggrund præsenterede seerne for en gammelmandsagtig forhåbning til den grønlandske ungdom. Hans egen kærlighed til Grønland var på mærkelig vis sat ud af spillet. Til forskel herfra gik det op for den barmhjertige samaritaner, at alt afhang af ham selv. Nu har komikeren så omskrevet lignelsen om denne som en parodi på regeringens restriktive indvandrerpolitik.
Historien i Lukas 10 er i øvrigt ikke den mest oplagte i denne sammenhæng, synes jeg. Historien om bønhørelse på grund af hans påtrænhgenhed i Lukas 11 er mere oplagt:
“Hvis en af jer har en ven og midt om natten går hen til ham og siger: Kære ven, lån mig tre brød, for en ven af mig er kommet rejsende, og jeg har ikke noget at byde ham, og han så svarer derindefra: Spar mig for det besvær! Døren er allerede låst, og mine børn og jeg selv er gået i seng. Jeg kan ikke stå op og give dig noget – jeg siger jer: Selv om han ikke står op og giver ham noget for venskabs skyld, vil han dog på grund af hans påtrængenhed rejse sig og give ham, hvad han har brug for.”
En sammenhæng, hvor det efter min mening giver bedre mening at bringe lignelsen om den barmhjertige samaritaner i spil er Jyllands-Postens muhammedtegninger. Her passer mønsteret. Der er en, der falder i røverhænder og efterlades forslået. En efter en går toneangivende repræsentanter for tidens præsteskab forbi. Endelig er der også en, der standser op og hjælper.
Flemming Jensen skrev i begyndelsen af 2006 på et teaterstykke om muhammedtegningerne. I den forbindelse udtalte han til Berlingske: “Dette er ikke en forestilling, der er vendt mod nogen. Vi undersøger nogle problemer, der berører os selv. Det, synes jeg, er teatrets forpligtigelse. Det er vores alle sammens forpligtigelse”. Af en artikel i Information i september samme år fremgår det imidlertid, at projektet er skrinlagt: “De engelske pengemænd ville ikke have noget at gøre med noget, der havde den mindste tilknytning til Danmark. Vores første reaktion var, at Muhammedtegningerne var en gave for vores historie, men det ændrede sig altså hurtigt.”, siger Flemming Jensen.
Eller med ord fra Flemming Jensens omskrivning af lignelsen: “Han gemte sin olie og sin vin bedre i sadeltaskerne på sit ridedyr, snørede dem grundigt til og skyndte sig væk fra nærområdet, hvor den nødstedte mand lå og forblødte.” Det er vel at mærke den barmhjertige samaritaner, der udsættes for denne karikatur.
Spørgsmålet er, om historien om den barmhjertige samaritaner er en anvisning eller en lignelse. Hvis jeg spørger: “Hvordan skal jeg dyrke min jord?” kunne svaret være: “Her på disse breddegrader skal du så hveden om efteråret, så den kan nå at spire og slå rod inden vinter. Så vil den være klar til at gro tidligt om foråret.” Hvis svaret så efterfølges at et “Gå du hen og gør ligeså”, så er det nøjagtig det, jeg skal gøre.
Når spørgsmålet derimod er: “Hvem er min næste?” som er det spørgsmål, historien om den barmhjertige samaritaner fortælles som et svar på; så kan jeg jo ikke gå ud og finde mig en nødlidende for at gøre ligeså. Sådan er der ganske vist mange der udlægger lignelsen ud fra den formening, at det er en anvisning. Men det er netop en lignelse, og jeg henvises til det nærvær, der griber mig på min vej mellem Jerusalem og Jeriko.
Følgesvend til Albert Dam
Ib Johansen
Plantens sjæl
Studier i Albert Dams forfatterskab
Aarhus Universitetsforlag 2015
Albert Dam er kendt som forfatteren, der debuterede tre gange, fordi der var så lange mellemrum mellem hans udgivelser, at han blev glemt i mellemtiden. Det giver næsten mening at sige, at han nu er blevet glemt fire gange, for siden hans død på berømmelsens tinde i 1972 er der igen blevet stille om ham, så han igen ikke indtager den centrale plads i dansk litteraturhistorie, som hans forfatterskab kandiderer til.
Denne mangel forsøger Ib Johansen nu at råde bod på med en bog, som er en gennemgang af hele forfatterskabet og en placering af det i forhold til den moderne litteraturhistoriske sammenhæng, som det er en del af på trods af Albert Dams isolerede position i sin samtids litterære miljø.
I indledningen placeres Albert Dam med henvisning til Johannes V. Jensen i den såkaldte jyske bevægelse, som skal forstås bredt som en kreds af ikke nødvendigvis jyske forfattere, hvis slægt kan føres tilbage til bønder. Foruden Albert Dam nævner Johannes V. Jensen bl. a. Jakob Knudsen, Aakjær, Sophus Claussen, Andersen Nexø og Thøger Larsen. I et internationalt perspektiv finder Ib Johansen som noget nyt en parallel mellem den tyske filosof Martin Heidegger og Albert Dam. Albert Dam har selv peget på Nietzsche og Oswald Spengler som inspirationskilder.
Ib Johansen påpeger, at der samtidig sine steder hos Dam optræder en grel metaforik, som snarere må karakteriseres som ekspressionistisk og en tematik, som må betegnes som futuristisk. Albert Dam synes fra forfatterskabets begyndelse at sprænge alle grænser for en sædvanlig kategorisering, selv om han vedgår en bevægelse fra det ydre handlingsorienterede til det indre visionære som en udviklingslinje i forfatterskabet.
Et eksempel på det første er mordet i romanen Mellem de to Søer (1906), hvis hovedperson Karl Bay som Rodion Raskolnikov hos Dostojefskij har begået et mord. Men Albert Dams karakter angrer ikke og afsløres ikke. “Kan du forstå det geniale deri. Der er ikke mage til figur i hele verden”. Siger Albert Dam i et interview herom.
Ib Johansen gør opmærksom på, at Karl Bays og hans elskedes Ingeborgs skæbne tages op igen i en fortsættelse af mordhistorien i romanen I den firlængede gård, (ikke udgivet før posthumt i 1988). Hemmeligholdelsen af mordet ikke ægtefællerne imellem men overfor omverdenen slår indad med fatale konsekvenser i forholdet, og Ingeborg dør, mens Karl Bay emigrerer til Amerika.
For at forstå Dams kredsen om mordet som fænomen og dets følgevirkninger udvikler Ib Johansen begrebet “mordets topologi” parallelt med f. eks. sindets topologi, dvs. opbygning i psykoanalysen hos Sigmund Freud. Ib Johansen nævner det ikke, men det såkaldte Ødipus-kompleks med sit centrale fadermord hos denne kunne være en parallel til Dams mordmysterier.
Hos Dam fører interessen for det kriminelle sind til en række artikler om straffesystem og fængselsvæsen, hvori en omsorg for forbryderens vanskæbne udfoldes med uset rækkevidde. Et udvalg af disse artikler udkom i 1988 under titlen Bort fra fængselsstraffene. Seks essays, hvorfra Ib Johansen citerer følgende gode refleksion hinsides godt og ondt:
“Vi skal ikke altid kvæle ukrudtet, men se, hvilke kulturplanter der kan fremelskes deraf. Der kan let komme den tid, da man vil trænge til nye, vilde ekstraordinære planters saft i samfundet. Vi har brug for alle kræfter, for alle kræfter har mulighed for at blive gode. Er samfundet ikke nu mægtigt nok til at give dem med tvivlsomme tendenser og ekstraordinære begærligheder deres plads, ikke sejt nok til at omslutte endog de antisociale i sine arme.”
Interesssen for det kriminelle sind er en side af en mere omfattende interesse for det menneskelige, som også de folkelige fortællinger er udtryk for, og Dam citeres for at afvise betegnelsen kunstner til fordel for fortæller. Et stort udvalg af folkelige fortællinger er genfortalt i Morfars by. Fortællingkreds for et Hundredaar siden (1956) i en form, som adskiller sig fra den mundtlige form. Morfars by kan sammenlignes med Johannes V. Jensens Himmelandshistorier men er åbenlyst skrevet i et andet rum end Jensens historier. Hos Dam møder vi en afstandsløs og hensigtsløs identifikation med historiernes personer, et nærvær etableret i kraft af en erkendt absolut afstand. Deri ligger modernismen hos Dam.
Denne frigjorthed i forhold til enhver given sammenhæng gør også Albert Dam i stand til i de sene værker at bedrive, hvad han selv kalder fjernhistorie i en visionær fremstilling af menneskets udvikling, som igen er en parallel til Johannes V. Jensens darwinistiske udviklingshistorie i Den lange Rejse. I modsætning til denne undsiger Dam imidlertid darwinismen på det punkt, at Dam ikke ser mennesket som som have udviklet sig fra aberne. Det menneskelige anlæg spores tilbage til et krybdyrlignende væsen på størrelse med et egern. Aberne er frafald i forhold til den menneskelinje, der rejser sig fra dette væsen. I et tillæg gør Ib Johansen opmærksom på, at ganske den samme opfattelse findes hos antroposofiens grundlægger Rudolf Steiner.
Bogens titel Plantens sjæl refererer til en af Dams inspirationskilder Oswald Spenglers opfattelse af, at planten med sit vegetative væsen er det eneste levende, som helt er, hvad det er. Allerede i dyret er der noget splittet. For mennesket kan splittelsen overvindes momentvis i en farefuld tilnærmelse til plantens vegetative væsen ifølge Ib Johansen symboliseret i det forhold, at Albert Dam selv i høj alder blev påkørt af en lastbil på sin daglige spadseretur til en gammel eg i vejsiden på Silkeborgvej. Han overlevede ulykken og kom sig langsomt til lægernes forundring og døde først 21 måneder senere af en tilstødende lungebetændelse.
En mere munter version af Albert Dams tilnærmelse til plantens sjæl citeres Vagn Lunbye for i digtet Luftguitar med Albert Dam, 2009, der beskriver et besøg hos digteren, “hvor der blev serveret vin – ægte Bourgogne fra Dams gamle forlag, Gyldendal – og de to gamle mennesker (Albert Dam og hans kone Jonna) til sidst danser rundt på stuegulvet: “Gamle festabe’, lo hun glad / og lod sig gribe og føre rundt / og rundt og rundt og rundt og rundt / ‘Da dum, da dum, da dum, da dum / Åh, Jonna, da dum, da dum’.”
Hvortil Ib Johansen konkluderer: “Man kan sige, at havde Dam et klart blik for den vestlige livsførelses – og modernitetens – tragiske implikationer, er der også et dionysisk underlag under hans værk, hvor latter og ekstase dominerer.” Dvs. plantens sjæl findes også i vinens ånd.
Plantens sjæl er en facinerende bog skrevet med stort fagligt overskud og eksistentielt nærvær i analysen. Som sagt gennemgås hele forfatteskabet, og bogen er med sine nedslag og sammenfattende betragtninger en inspirerende følgesvend til Albert Dams forfaterskab.
Sommersalme
I tidernes morgen før fugle fik mæle,
og lyset, det dæmrede lidt efter lidt,
og hænderne formede svange og hæle
og rejste et legeme svajende blidt,
og ansigtets under med øjne og kinder
sig vendte mod skaberens spejlende øje,
da var du en fylde af alt i det høje.
Min mester, nu træder jeg ind i din stue,
hvor ingen har været tre hundrede år,
og bydes velkommen herind af din frue,
som viser mig ud, hvor du selv går og sår
den sæd, du har samlet, hvor frem den er vrimlet
til dig i din have for ikke at synde
men gro med en helt ubegribelig ynde.
Du siger, at livet har veje, vi ikke
kan kende men ene må ane os til;
når greben kan synke i jorden og ligge
i hånden, som mestrer det strengeste spil,
så kan vi den vende i mulden og finde
de nye kartofler, som lysende falder
i øjnene og brat på fingrene kalder.
Nu går jeg til hånde herinde og mærker
din ånde i luften, hvor ordet er sagt
som skabende magt i utallige værker
og udfoldet i umiskendelig pragt;
den yndigste rose, den vil jeg dig vise
så høj og så flot som en lærke forleden
mig kaldte med lodrette triller til Eden.
Hør salmen i Anders Krintels fortolkning her:
Se nodeark her:
Dåbsenglen (med tilføjelse)
Dåbsenglen knæler på sin fod
med vand i sine hænder,
det vand, som før Johannes lod
gå op til sine lænder.
Dengang han stod i Jordans flod,
og fader, søn og due
sig høre lod og skue.
De bragte Jesus deres små,
for at han skulle tage
dem til sig, før de kunne gå;
han gjorde det og sagde:
De vokser til, om Gud det vil;
og når de bliver gamle,
så skal de riget samle.
Så bredte Kristus hænder ud;
den rummelige kirke
blev stiftet ved det første bud,
hvorunder vi skal virke:
Gå ud og gør enhver, der tør
på jordens flade krible,
til mine små disciple.
Til himmels steg han i en sky,
som ville han forlade
dem, som i ham en verden ny
fandt og blev derfor glade.
Men ned igen han til sin ven
dog farer med det samme
og gør vor sorg til skamme.
I Jesu Kristi navn stå op
og gå, hvor foden iler,
og mærk det på din egen krop,
hvorledes Herren smiler.
En anstødssten og hjørnesten
sig væltede fra graven
og lå i påskehaven.
Sig hviler ved det gode håb
nu kærlighedens fader,
som os igennem troens dåb
al verdens synd forlader.
Han træder ind i sjæl og sind,
indtil vor Gud skal møde
os levende og døde.
Nu gør med tak vi korsets tegn
for barnets åbne øje,
så det igennem sol og regn
ser øjet i det høje.
Når Gud kun ser de ting, der sker,
skal vejen ikke vige
en fod fra Himmerige.
*
En juleglæde er der her
på jorden som i himlen,
hvor Jesus sig sin moder ser
i møde gå af vrimlen;
Maria gør igen som før
og lader sjalet løbe
af sig og ham omsvøbe.
Johannes træder også ind
i himmelhvælvets stue,
han som vor Herre fra sin pind
forærede vor Frue;
og Jesus mærker ved sit knæ,
hvor han er ladt alene,
Maria Magdalene.
For hun har valgt den gode del
i himlen og på jorden,
mens Martha ælter brød af mel
og holder ro og orden;
hun knæler ned i evighed
med dåben som sit virke
midt i vor Frue kirke.
Hør salmen i Anne Marie Eriksens fortolknig her:
Katten, der blev væk
Prædiken til 3. søndag efter trinitatis
Jesus fortæller i teksten til i dag en lignelse om en hyrde, som har 100 får, hvoraf det ene bliver væk i bjergene. Så siger han som noget ganske selvfølgeligt, at hyrden forlader de 99 for at finde det ene, der blev væk. Denne lignelse er anbragt sammen med lignelsen om en kvinde, som har ti drakmer og taber én. Hun sætter himmel og jord i bevægelse for at finde den ene, og da hun finder den, bruger hun sandsynligvis meget mere end denne ene drakme på at fejre det. Det er ikke uden humor.
Jeg kunne have lyst til at fortælle en anden historie om at blive væk nemlig om en kat, jeg havde for nogle år siden. En sommer løb den væk, og det lykkedes mig at finde den igen, inden vinteren kom. Men næste sommer løb den væk igen. Jeg ledte efter den nede ved åen, og her stødte jeg en aften i mørket på en ræv, som var ganske tæt på. Vi stod ubevægelige og kiggede på hinanden, indtil jeg bevægede mig, og den forsvandt.
Men i den tid, der gik, mens ræven og jeg vogtede på hinanden, var det som om en anden verden åbnede sig for mig. En vild verden, som ræve, katte og andre vilde og halvvilde dyr er fortrolige med, men som jeg nu kun oplevede et svimlende strejf af. En verden af årvågne sanser og agtpågivenhed i en kamp på liv og død.
Nu åbner Bibelen sig for os og vi kommer ad denne omvej ind i historien om den tolvårige Jesus, der selv blev væk fra sin far og mor; og da de fandt ham i Templet i samtale de skriftkloge, sagde han til dem: “Hvorfor leder I efter mig? Ved I ikke, at jeg bør være i min Faders hus?
Således sker der noget afgørende med historien om at være blevet væk, når vi lader hovedpersonen være en kat i stedet for et får. Vi hører ikke noget om katte i Det ny Testamente, selv om katte var elskede dyr i det nærliggende Ægypten, hvor jøderne havde en fortid. Man skulle tro, at der også har været katte i Israel på Jesu tid.
I 1. Petersbrev sammenlignes djævelen dog med en brølende løve, som leder efter nogen at sluge. Ikke engang slangen i Paradiset bliver i 1. Mosebog lagt så uforløst for had.
Der er det særlige ved apostelen Peter, at han irettesættes flere gange i Det nye Testamente. Jesus siger ligefrem “Vig bag mig satan!” til ham, fordi han ikke vil, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil, når det gælder Jesu egen skæbne. Senere bliver han sat på plads af Paulus i spørgsmålet om bordfælleskab med såkaldte hedningekristne. Et tredie sted har Peter så svært ved at forstå Jesu dispositioner i forhold til en anden discipel, Johannes, at Jesus må sige til ham: “Hvad kommer det dig ved?”
Ifølge Darwins udviklingslære om Arterne Oprindelse er der et slægtskab mellem arterne på den måde, at de store kattedyr som løven og tigeren er stamfædre til vore dages huskatte. Det hedder sig, at de små katte har tilpasset sig mennesket. Det er et godt billede på, hvad det vil sige, at Gud blev menneske.
Salme her.
Se, en himmelsk livsform
Se, en himmelsk livsform spirer
frem i havens blomsterbed,
hvor den lader sine sporer
svæve om et fuglebad,
hvor sig øjet lader døbe
for forklaret at genskabe
bregnen netop, hvor den stod.
Lyden bølger om figuren,
som er støbt i alabast
og udfoldes af tenoren
fra sin skulder til sin vrist,
hvorfra bolden lader løfte
sig fra jord og siden hæfte
sig i hjørnet bag min ryg.
Solen synker ned derude,
hvor de røde skyer står
op som flammer i en lade,
hvor nu ildebranden bor
og i aftenstunden fester
med de sidst indbudte gæster
til den allersidste glød.
Fuglen rejser sig af asken
som et slot af en ruin
med en næppe hørlig hvisken,
før den lander på sin gren,
mens de hvide skyer svæver
over samme farve kløver,
som sprang frem af Jesu blod.
Hør melodi her.
Mig er givet al magt
Mig er givet al magt
i himmel og på jord,
alt er underlagt mig
i kraft af mit ord.
Gå derfor at gøre
alverdens folkeslag
til disiple af mig
hver eneste dag.
Se, da vil jeg være
med jer gennem dem,
som I samler om mig
i Jerusalem.
Haiku på Hald
Jeg var så heldig at have modtaget en opfordring fra Niels Kjær til at læse haiku op på scenen Under lindene på St. Bogdag på Hald. Vejret var ikke ubetinget med os, og et overordentligt kraftigt vindstød greb træerne under første runde af oplæsningen, som vi med kun fire oplæsere havde delt i to. Foruden Niels Kjær og jeg selv var det Hugo Alrøe og Ib Johansen. En af de stole, som banneret med teksten http://www.haikudanmark.dk var udspændt imellem væltede, og det gav mig ideen til, hvad jeg skulle læse i anden runde. Jeg rejste stolen op, inden jeg besteg talerstolen og læste:
Jeg rejser en stol
og sætter et k foran vinden,
der kom ind i mit liv.
At være eller ikke være:
Stjerne asters k.
Dør arm.
Tøj lemmer.
Bjørne lo.
Måge latter.
Det eneste, der mangler i lejligheden,
er det stumme h i Buddha,
som udtales i Hamlet.
Jeg ved det ikke er haiku efter reglerne. Hvad jeg havde med af mere regelbundne haiku, havde jeg læst op i første runde. Det sidste, jeg læste i anden runde var dette:
Opmærksomheden fanger
skønhedens lavine
i dit ansigt.
Jeg falder på knæ
som en skygge
for din fod.
En fugl folder sig ud
af min pande
og flyver ind i dit knæ.
Knæskade.
Herefer trådte jeg ned fra talerstolen og vred om på knæet, så en gammel skade brød op. Det tiltrak sig en del opmærksomhed, og oplæsningen blev afbrudt og siden genoptaget inden døre over en kop kaffe. Således nåede vi alligevel igennen programmet.
Et stød gik gennem salen
Et stød gik gennem salen,
hvor vi ved bordet sad,
og mærkedes på talen,
som om vi alle bad.
Vi mødte vores skæbne,
som for enhver blev lagt
til rette ved at væbne
enhver med troens dragt.
Den lod mig sejr vinde,
som jeg den selv har set
i ånden og forsvinde
nu sporløs i Tibet.
Kirken i Gyngen 