Kirken i Gyngen

En sky, det er det skib, hvorpå du kommer
at være levende og dødes dommer;
dit øje rammer jorden som en dråbe
og lader hvert et lille sandkorn håbe.

De hvide måger flyver over byen,
som om de sprang i faldskærm ud fra skyen
men bredte deres vinger ud i glæde
og foldede dem sammen om de spæde.

For kragerne er det en dans på roser
at endevende byens skraldeposer
med hjælp fra mågerne, som gør det grove
og skriger højt, så det er svært at sove!

Nu er det morgen her, og solen lyser
beskedent ind i haven, hvor vi gyser,
når vi går ud og lister hen i badet
og slår et tegn og dypper os i fadet.

Den sol, som strålet har imod os, siden
den selv blev født, har selv forandret tiden
og ladet den få ende ved at munde
ud i et af de salte, blanke sunde.

Her ligger tusind både, som er tomme
og venter blot på en af dine domme;
så vil de fyldes blidt af sommerdage,
som vender levende og frelst tilbage.

Hvor er jeg selv, når dommens time kommer
med ren basuneklang og store trommer,
og ordets sværd på sangens skarpe klinge
sig skærer gennem luften som en vinge?

Når frygten lammer mig og mine drømme
om, hvad jeg kan, og hvad jeg kan forsømme;
så lægger du din finger på mit øje
og lader lyset sig imod mig bøje.

Det tøver længe mellem klare sole
men lægger sig i rummet som en mole
og skærmer mig imod det mørke vælde,
så jeg kan se dig i en brændenælde.

Nu siger du til mig, at det at være,
det er det eneste, der er at lære;
og du er den, der er og var og kommer,
at være levende og dødes dommer.

Hør melodi her.

Fri os fra det onde er ordlyden i fadervor. Det skal ikke blot forstås som et ønske om at måtte slippe for det onde. Det onde er her os slået sammen under ét fra det mindste til det værste. Det onde er set i et enkelt blik. I trosbekendelsen tales der ud fra samme særlige blik om levende og døde som stående for den samme dommer.

Nu falder regn over sø og land,
hvor solen med ét stod stille
og lod sig bevæge i al den stund,
hvor jorden var intet helle.

Den synker stille i jorden ned
og væder de dødes læber,
som springer med ét på den raske fod
og beder om varme kåber.

Nu klinger klokken for læg og lærd
med ét over kirkegården
til glæde for alle af ædel byrd
og skaber en lydelig orden.

Den springer med ét af mulden fed
med vindmøller over hele
det dyrkende land, der af broer lod
opføre de himmeske sale.

Nu falder solen på mark og fjeld,
hvor regnen med ét holdt inde
og rejste en bue op over muld,
hvor farverne også er runde.

Hør melodi her.

At føle sig rig
og hævet forbløffende højt over svig,
at gøre sig rede til slaget og slå,
hvor fjerbolden kommer, hvor ingen den så
og løfte den over det udspændte net
så sikkert og let.

Den hvilende hånd
om ketcherens nydeligt viklede bånd,
opstrengede strenge som et instrument,
der føles vidunderlig let og så stemt,
at mislyden ikke kan findes deri,
og lyden er fri.

Når serven er din
og sejler til baglinjen ligesom min,
og jeg returnerer den efter behag
med baghånden eller et stilsikkert slag,
så råber du til mig og løfter mig op
så let som en kop.

På skiftende fod
opsamler vi bolde og samler vort mod
ved linjerne rene på banen så klar,
at ude og inde er eneste svar,
når bolden er faldet til gulvet som sne,
og det kan vi se.

Når sejren er vis
og ikke betinget af hvad eller hvis
og ikke foræret og taget med vold
men vundet ved kamp om hver eneste bold,
har en af os vundet og en af os tabt,
som kampen er skabt.

Når klokken er syv,
så opfører vi os måske som en tyv,
hvis ingen skal bruge den tid, vi har lånt.
når vi lader fem være lige og hånt
om samfundets regler og snyder os til
en halv times spil.

Når klokken er ni,
og vi har klædt om, og hvis baren er fri,
så mødes vi der, og vi drikker en øl
og sluger kamelen og får selv et føl,
der rejser sig op i det mindste på vers
om ikke på tværs.

Når klokken er tolv,
så trækker vi den, til den atter er halv,
og bussen er gået, og isgangen går
i kulde og blæst for de klippede får,
og tager tilbage til Rynkeby sogn
den hyrede vogn.

Hør melodi her.

Kastanjen falder for min fod
og åbner der sit øje,
der hvor jeg netop gik og stod,
med glansen fra det høje.
De store gule blade blidt
igennem luften daler
og lander, og de ligger lidt
endnu, imens vi taler.

Med store, hvide blomster stod
den før i skolegården
og kastede for egen fod
sit lys i kirkegården.
Nu svajer den i grunden lidt
med vinden i sin krone,
hvorfra kastanjen falder blidt
om efterårets trone.

Kastanjen ligger for min fod
og spejler byens virke,
der hvor den grønne stjerne stod
i byens åbne kirke.
De mange brune øjne blidt
så åbenlyse skønne
er faldet og forundres lidt
imellem blå og grønne.

Hør melodi her.

Kirken i Gyngen inviterer til debat-arrangement om moderne pilgrimskultur.

Pilgrimspræst Elisabeth Lidell, som har sat folkekirken i bevægelse med pilgrimsvandringer som meningsfuld trospraksis, fortæller om sit arbejde. Siden årtusindskiftet har hun brændt for ydre og indre vandringer, hvor hun formidler kristendommen i ‘Guds grønne katedral’, ofte til mennesker, der ikke er kirkevante.

Næstformand i Poetklub Århus, Henrik Giversen vil fortælle om egne erfaringer med at gå Caminoen og andre ture til fods og på cykel i Skandinavien og Europa. Han foretager turene alene men holder sig i kontakt med omverdenen via opdateringer på facebook.

Desuden medvirker Gallo Skolens kor under ledelse af Jan Erik Hansen med relevante evergreens. Vi vil også synge nye salmer af Lars Hougaard Clausen og Anne Marie Eriksen.

Søndag d. 28. september

Tid: kl. 15.00
Sted: Gallo Skolen
Blåmunkevej 6
8240 Risskov

Alle er velkomne. Gratis adgang.
Arrangør: Gallo Skolen

Du satte dig ud på det ødeste sted,
hvor ingen andre end du selv fulgte med
og sad der alene i yderste nød,
hvor andre forvandlede stene til brød.

Du sagde, at ingen kan leve af brød
alene, for brød er den sikreste død;
men kun af dit ord kan vi leve og dø
og spire igen af forkastede frø.

Du satte dig ind i den yderste dag,
hvor alle skal dø i et eneste slag,
og frelste os ud af den mørkeste død,
fordi du forvandlede ordet til brød.

Nu sætter du dig på det inderste sted
i hjertet og stifter den højeste fred,
hvor ingen skal lide et eneste savn
men leve af ordet, der skaber dit navn.

Du sættter dig ind som det yderste led
i kæden som ankeret nu trækker ned
til bunden af havet, hvor havfruen står
med vuggende hofter og bølgende hår.

Hun sætter sig selv i dit enbårne sted,
og hvor du går hen, der går hun også med,
hun klæder sig let på den yderste dag,
som vinden er klædt i et vajende flag.

Hun sætter sig ned ved din side og ser,
hvor tusinde varsler og undere sker,
og ser de fortabte og viser til dem,
hvor muren er brudt ned til Jerusalem.

Hør melodi her.

Nu drikker dragen livets vand
som store hvide skyer
og slukker evighedens vilde brand
i de fortabte byer.

Nu sætter du din strålefod
på skyerne de hvide
og stænker med dit evigt klare blod
en regn af dråber blide.

Nu falder regnen over os
som fred i vore sjæle
og suges op af jordens bløde mos
lagt under vore hæle.

Nu slår du ned som hvide lyn
i træerne i skoven
og spreder pindebrænde for dit syn
forneden og foroven.

Nu går du på det hvide gulv
med knaster og med knirken
og lader øjet hvile som en ulv
på fårene i kirken.

Nu vogter du den lille flok
mod hundene og hyrden
og lader det i grunden være nok
at lette ham for byrden.

Nu går du på din lette fod
igennem hvide dale
og lader renen leve af dit blod
i himmelhøje sale.

Nu vejrer du en herlig duft
så fin og uden lige
og følger færten i den klare luft
om rosen i Guds rige.

Hør melodi her.

Skybrud over København
og vel andre steder,
vandet står ind over stævn
efter andre noder,
end hvad milde sommerdag
skrev i partituret,
førend den for resten sveg
os og valgte året.

Men september kommer snart,
er her allerede,
selvom det kan lyde sært,
nu med skyer hvide
på den høje himmel blå
som du uden tynge
spejler, skade i dit træ
på din brune vinge.

I Det ny Jerusalem
breder egetræet
sine blade over ham,
som det selv har båret
ind i dødens dybe nat
på de stærke grene,
løfter her hans øje let
til sin egen krone.

Hør melodi her.

Når edderkoppen spinder
sin tråd op på et strå
og sig ad tråden vinder
med korsets mærke på,
så åbnes Jesu øje
et sted bag solens glød
og falder fra det høje
som dug i jordens skød.

Her falder himlens perler
i edderkoppens spind,
mens tusind hvide snerler
udfolder sig i vind
og lytter som en læge
til dig, når du i hast
besøges af en tæge,
som ligger dig til last.

Dit ansigt bliver lammet,
og kinden bliver svag;
men nerven bliver strammet
igen en skønne dag,
hvor du for os som dommer
skal stå og sætte skel
som flyvende en sommer
her og i Israel.

Hør melodi her.