Kirken i Gyngen

At tro, det er at føle
en angst så dyb og stor,
at ingen kan den lode,
og kun derfor jeg tror
på Jesu legeme og blod,
på Jesu legeme.

At håbe er at briste
i gråd, når alt er tabt,
så tåren åbenbarer
en vej, som den har skabt
i Jesu legeme og blod
i Jesu legeme.

At elske er at lade
sig fange af sig selv,
så latteren undslipper
sin kilde som en elv
ved Jesu legeme og blod,
ved Jesu legeme.

Hør melodi her.

Det vinter var, og sneen føg
for Herrens øje,
da han på helligdagen gik
omkring i helligdommens læ.

En drive samlede sig let
for Jesu fødder
og lignede en kirke ny
opbygget af hans egne ord.

Det fnug, som du lod dale ned
til Kristus gjorde
Gud selv, og lod det genopstå
som bølge i den store sø.

Imellem bølgerne i ly
for Jahves vinde
går han nu hen imod din båd,
som om han ville gå forbi.

Selv træder du på bølgen ud
for Herrens øje
og synker ned til dine knæ
på bunden af hans åbne hånd.

Hør melodi her.

2. søndag efter påske. Anden tekstrække.

De hvide blomster fra pæretræet
falder allerede på det brune bord,
hvor det hvide runde stearinlys i sin montre
venter på at blive tændt en aften.

Til venstre over mod hækken
fanger spireabuskens hvide stængler solens lys
eller rettere i stedet for hækken,
for den er næsten gået ud!

I stedet slynger også kaprifolien sig længere til venstre tæt
omkring højt op over det spinkle skelet af liguster,
og skråt heroverfor læner Thorvaldsens sønderbrudte Venus
sig mod en rusten olietønde, som er malet gul.

Hun læner sig virkelig på grund af sine manglende lægge og fødder
og flytter således tyngdepunktet og glemmer tilsyneladende selv
sin manglende hånd, hvori æblet hvilede så selvfølgeligt
som øjeæblet endnu hviler i kraniets fæstning bag øjenlågets fine slør.

En krukke derfra forlader keruben jasminen i urets retning
glidende gennem skvalderkål.

*

Æbleblomsterne har nået græsset
på den anden side af huset
omkring og under det hvide havebord
sneet lige igennem lamellerne.

Cyklerne står som hjorte i skovbrynet
lige ved at forsvinde ind imellem stammerne.

En mælkebøtte løfter hovedet under bordet.
En rødhals lander på pedalen.

Nu ligger verdens frelser
som en lysfølsom film
på kameraets valser
i mørke og i mulm.

Han er den film vi lever
og genoptræder i,
når han os selv begraver,
og som vi selv kan se.

I biografens mørke
og kirkens store sal,
på graven vel at mærke
er påskeliljen gul.

Hør melodi her.

Se, hvor herlig Jesus træder
hen i mod af alle steder
netop vores lille vrå;
og hvor ømt vi ham bereder
vejen med den bøn, vi beder
for hans fod og for hans tå.

Ind i vore haver kommer
han, som er den store dommer
for at dømme hver en krog;
men han lader nåden gælde,
sætter bladet på en nælde,
æblekød på hvert et skrog.

Se, hvor dejlig frugten falder
netop nu, hvor jorden kalder,
i det lange grønne græs;
himlen må for resten smile
og bevæges af en kile
af mindst enogtyve gæs.

Hør melodi her.

Her sidder hvide måger,
skumtoppe over hav
som tusindvis af låger
sig åbner over grav,
op stiger vilde vinde
og breder vinger ud
højt over dal og tinde,
dybt under dig vor Gud.

Du hersker med din stemme
og skaber med dit ord,
hvor dine helst har hjemme
omkring dig ved dit bord,
hvor selv du brødet bryder
og skænker vinen op,
således at den flyder
i bunden af vor kop.

Vi er som hvide måger
og sorte krager her,
vel kan det være råger
af øjnene, der ser,
det være kan det samme,
om så det er en ravn,
vi er kun gjort til skamme
for dig i Jesu navn.

Hør melodi her.

Kirken i Gyngen er  en gudstjeneste på slap line, hvor musik og nye salmer blandes med digtoplæsning og foredrag med debat udfra det givne oplæg.

Oplæg ved Henrik Klindt-Jensen: Kærlighed mellem religion, psykologi og praksis.

Jes Bertelsen har sat kærligheden på dagsordenen. Han har taget udgangspunkt i dybdepsykologien og meditation: han har arbejdet bredt med religiøse traditioner – for bredt efter nogens mening. Han har således søgt forening af buddhistisk og ortodoks kristen tradition i arbejdet med at åbne hjertet.

Vi ser kort på dybdepsykologien – jeget som handler i egenmægtighed, selvet som indhenter jeget og åbner det for modtagelse af kærlighed. Vi ser så på kærlighed som fænomen, som praksis og som religiøs afgørelse. Der kan her findes inspiration hos Jes Bertelsen uden slavisk at følge ham. Vi ser i det hele taget på kærligheden som helning af sindet.

Vi vil også synge nye salmer af Anne Marie Eriksen og Lars Hougaard Clausen – og Bjarke Andresen, der i 2013 udgav digtsamlingen “Kosmiske ligegyldigheder” vil læse digte op.

Desuden medvirker Gallo Skolens kor under ledelse af Jan Erik Hansen.

Arrangementet finder sted søndag d. 30. marts kl. 15-17 på Gallo Skolen, Blåmunkevej 6 i Risskov.

Alle er velkomne.

Nu udkommer M gasin XXXV efter en pause på næsten to år siden M gasin XXXIV udkom i sommeren 2012. Det nye nummer er blevet til i samarbejde med Kulturkiosken i Viborg (Jeppe Elert Ottow) og Poetklub Århus. Bladet finansieres via crowdfunding og der er planlagt yderligere tre numre i 2014, som kan støttes på via Boomerang.dk:

http://www.boomerang.dk//projects/m-gasin-xxxvi/
http://www.boomerang.dk//projects/m-gasin-xxxvii/
http://www.boomerang.dk//projects/m-gasin-xxxviii/

Jeg kan kun inderligt opfordre til at bakke op om den økonomiske side af sagen.

Jeg kan også fortælle lidt om M gasins historie: I begyndelsen af 2001 deltog jeg for første gang i et oplæsningsarrangement på Café RisRas i Mejlgade. Det var arrangeret af en løst organiseret gruppe, som kaldte sig “De Unge Poeters Klub”. Der var mange oplæsere til stede, og det var overvældende at høre så mange digte på én gang. Da vi gik derfra, opstod ideen om at lave et blad med tekster af oplæserne, så vi også kunne læse hinanden. Der var ikke tale om noget manifest i henseende til bladets linje – snarere et anti-manifest. Ønsket var at samle tekster fra alle dem, der ønskede at få noget trykt. Også fællesnævneren “Unge Poeter” måtte lade livet – for allerede den gang var flere af os ikke helt unge længere. Vi kunne ikke blive enige om ret meget! Kun at nummeret på hvert blad skulle angives ved et romertal, og at ingen skulle censurere andres tekster! Det princip er det lykkedes at holde nogenlunde fast i igennem alle årene, og det lyder således i Jeppe Elert Ottows forord til det nye nummer:

“Alle kan sende tekster eller poetiske illustrationer til redaktionen, som herefter trykker materialet i det omfang, der er plads i bladet. Der er som regel plads til, at alle får trykt, hvad der svarer til 1 eller 2 sider. Tidsskriftet indeholder en bred vifte af poetiske indslag fra hele Danmark og trykkes i et oplag, der svarer til den aktuelle økonomiske formåen”.

Heller ikke navnet på bladet kunne vi blive enige om, så de to første numre udkom uden, at bladet hed noget. Det blev der gjort et nummer ud af på forsiden af det første nummer i form af et lille skilt med ordlyden “Nej – bladet har ikke noget navn. :)” Det fik dog en ende, da vi en aften fik øje på den defekte lysreklame på et varehus i Århus. Det bragte Vagn Steens digt “Skilte i Århus” fra samlingen “Digte?”, 1964 i erindring. Digtet indgår i kapitlet “SPROGSITUATIONER” og lister en række ord fra skilte, der har tabt et bostav eller to, således at der nu står noget andet, som egentlig ikke giver mening men dog er et ord. Således fik bladet et navn med en fin litteraturhistorisk begrundelse. Dertil kommer, at det fritstående M i bladets navn samtidig er romertal for 1000. Der er længe til M gasin M.

Nu er frelseren tilbage,
som han lovede engang,
da han talte sine dage
og gav efter for sin trang
til at dele sig med os
for altid at være hos
os, indtil i tidens fylde
han af os sig lader hylde!

På den dag, som han har lovet,
kommer han tilbage her,
har vi end i timen sovet,
vågner vi op, når det sker,
venter vi forgæves på,
hvad vi klart i ånden så,
står et andet sted på kloden
han og prøver den med foden.

Bud til os han lader sende
om, at han er her igen,
og at alting har en ende,
og nu er han her med den,
når han drives fra sit sted
har han sine kære med,
når han kommer her tilbage,
hvor han gik i gamle dage.

Når han løber om på stranden
hen på dagen, som er stor,
er han lige som en anden,
synger englene i kor,
er det allerede sket,
har vi Herrens åsyn set,
eller lader vi os blænde
af et spejl, som det kan hænde?

Se, han sidder i sit sæde
med en løve for sin fod,
og han lader løven æde
af sin hånd, for den er god,
løven rejser sig og går,
og på stedet, hvor den står,
kaster den sin egnen lykke
ned på gulvet som en skygge.

Løven træder ind i stalden
for at vogte på sin søn,
da den hører barnets kalden,
som er født i nat i løn,
moderen med barnet går
hen til løven som et får,
føler ingen frygt i livet
for, hvad hun er blevet givet.

Ja, jeg kommer snart, det siger
Herren selv, og lad det ske,
når han ned fra himlen stiger
i den allerførste sne,
at han sætter sine spor
der, hvor han til himmels for,
så at vi igen skal finde
ham på Oliebjergets tinde.

Hør melodi her.

Guds enbårne søn,
som fødtes som svar på den eneste bøn;
din moder Maria i krybben har lagt
dig ned som i graven, da alt var fuldbragt;
opstanden, opfaret til himmels som syn
for hævede bryn.

Velkommen igen
på dagen som skrifterne spåede den,
hvor duerne kredser med fred over by
og kurrer på taget i ly under sky,
hvorpå du er kommet og lader dig se
og falde som sne.

Din smilende kyst
har mågerne krydset så hvide på bryst;
de lander på marken, hvor kragerne gror,
og flyver igen ad usynlige spor
tilbage til havet, hvor fiskene bor
og synger i kor.

Tillykke min ven
med dagen, der går, og hvor den kommer hen
skal pindsvinet vågne i vinterens hi
og mærke i mørket, at den er forbi,
og foråret kommer med rislende bæk,
og kulden er væk.

Du sænker dig ned
på jorden og lander et hemmeligt sted,
hvor de kun dig skuer, som før dig har set
i hjertet og troet på det, der er sket
med himlen og jorden og afgrund og hvælv
i hjerterne selv.

Den hellige ånd
har rusket sig fri af de snærende bånd
og udfolder vingerne frit over jord
og folder dem sammen igen i dit ord
og synger på bænken som spurven på kvist
så sikkert og vist.

I sommerens løb
skal Eva sig rejse, hvor hugormen krøb
i støvet, og leve i tusinde år
og dele med dig de velsignede kår,
og ingen skal græde af kvinder på jord
ifølge Guds ord.

*

Almægtige Gud
i haven, hvor lyset er tændt på dit bud,
og himlen sig hæver højt op over jord,
og selv du dig skjuler i ly bag dit ord,
og Adam sig skjuler for dig bag et træ,
hvor han står i læ.

På slagmarken her
genskaber du os af det dryppende ler;
du former en talje og danner en hånd
og blæser i støvet den levende ånd,
og ordet er rede på læberne lagt,
og nu er det er sagt.

Det levende ord
er fløjet på læben fra himmel til jord;
det lander som kornet på marken og dør,
og spirer igen og er større end før
med levende stene og levende hegn
i sol og i regn.

Tilgængelighed
for øje og fod og for alt, hvad jeg ved
i gyder og gader, hvor Gud går omkring
og giver en hånd med de enkelte ting
og rækker den ud over mark, over fjeld
til lykke og held.

Et lykkeligt folk,
som taler med Gud selv med ordet som tolk;
det lader sig dele af verden i to
og finder hinanden i tro imod tro
med ét for Guds øje, så øjet af ler
sig åbner og ser.

Velsignede by,
hvor vejene deles og mødes på ny;
hvor Thorvaldsensgade og Vester Allé
sig slynger mod Åboulevarden og se,
den løber ved siden af åen så tro
og møder en bro.

Fra himmel til jord
har Jesus indfundet sig ved vores bord;
han skænker af hånden den sødeste vin
og hæver et brød op af sølverne skrin
og går hen til duerne og fodrer dem
i Jerusalem.

Hør melodi her.