Kirken i Gyngen

Jerusalem, løft op
dit hovede og se,
din krone stråler nu om kap
med alt, hvad der skal ske.

Nu det en ende får
med spillets dystre nat,
for himlens sol sig viser her
på vores sorte kat.

Nu springer kilden klar
og kvæger hver en sjæl;
fra hav til hav kanalen går
som solen på sin hæl.

Alene Jesus skal
nu herske ved sit ord;
hans skygge kaster, som den vil,
sit spil på vores jord.

Efter “Jerusalem, arise”, Joseph Proud (1745-1826).

Når vi ønsker at forstå os selv, kan vi give os hen til en analytisk proces og stykke for stykke blive klogere på os selv. Men ved at gøre tiden til en dimension i arbejdet med os selv åbner vi for alle mulige veje og vildveje. Der er ingen ende på, hvor det vil føre os hen. Den eneste måde at kende sig selv på er derfor at kaste et blik på sig selv i en given situation. Der findes ingen identitet udenfor øjeblikket.

Krishnamurti her.

Al mulig viden er en forhindring for oplevelsen af omverdenen. Det er en begrænsning at have kulturel viden, at have dannelse. Hjernen løber løbsk i sin egen selvbekræftelse, i sin katalogisering. Der er en bøg, der er en eg. Nu skal der såes det og det inden døre, nu spirer tulipanerne. Men man slipper jo ikke uden om at vide noget. Alligevel findes verden udenfor sproget og selv sproget udenfor sproget.

Krishnamurti her.

Vintergæk, luk øjet op,
hele verden vågner,
mark og skov og sind og krop
vågner, hvor du blegner;
vintergæk, fortæl i haven,
Herren selv stod op af graven.

Lilje, påskelilje, ring!
Rejs dig op i gryet,
som nu klæder alle ting
og dig selv i nuet;
lilje, ring i hele haven,
Herren selv stod op af graven.

Sommerfugl og blomsterbrud,
spræng din trange puppe,
fold kun støvets vinge ud
som en øjenvippe;
sommerfugl, se nu i haven,
Herren selv stod op af graven.

Efeter “Easter Song”, Mary A. Lathbury, 1883.

Jeg ønskede mig og fik en Bibel på min femårs fødselsdag, og jeg husker, at jeg fik læst højt af den. Men da vi havde læst historien om Abraham og Isak, smækkede min mor bogen i for aldrig siden at åbne den igen. Derved gav hun mig mulighed for at åbne den igen ved en senere lejlighed.

Jeg slog nærmest op på lignelsen om de betroede talenter, som er et meget godt modbillede til historien om Abraham og Isak, da den er ligeså uforståelig udfra en almindelig måde at tænke på. Men den siger ikke, at du skal ofre det dyrebareste, du ejer. Men at du skal bruge dine talenter.

I følgeskab med fem små artikler om nye bønner til folkekirken, har jeg skrevet fem salmer. Bo Hakon Jørgensens artikler har stået i Kristeligt Dagblad fornylig. Han skriver her, at en bøn er mere end poesi. Nu er jeg altså gået den anden vej, og har gjort det til mindre, end det var. Det er næsten ingenting. Her er dog alle fem salmer.

1.
Hjælp ham Gud, det overstiger
mine evner at forstå
kattens veje gennem livet,
er de sorte eller grå!

Derfor beder jeg dig tage
vare på ham – lad det ske,
at han på sin pote træder
frem igen for mig at se!

Først og sidst dog lad ham fare
i dit store Paradis,
og lad hver en fugl, han tager,
genopstå til Herrens pris.

2.
Se, duen min søster slår ned på mit tag,
og sneen sig lægger i lag efter lag;
ja, sneen fra himlen så stille og tyst
afbilleder troen, imens det er lyst.

Den falder i flager så store som flag,
der falder fra himlen i yderste slag,
ja, falder fra himlen og lader sig se
og lader alene vidunderet ske.

Nu ligger der driver ved hus for og bag,
hvor vinden har lagt sig alt efter behag,
ja, vinden har lagt sig som klitter af sand
langt inde i Kanaaens dejlige land.

3.
Nu spænder Gud sit spindelvæv
ud under kirkens gynge,
så tør vi i det frie svæv
os give hen og synge
om fristelse og synd og fald
ned i de dybe have,
og om at det er vores kald
at gå i Edens have.

For Gud er ingen edderkop,
men fra hans hænder spindes
et net omkring den faldne krop,
som til hans nåde bindes;
så bundet nu på hånd og fod
og spundet ind i nåde
vi løses af hans gerning god,
selv om det er en gåde.

Hvordan er der en frihed i
at bære kors og lænke,
at netop sådan er vi fri,
det kan vi ikke tænke;
i troen kan vi det forstå
og fra de dybe have
på foden springe let på tå
og ind i Edens have.

4.
Nu beder vi for alle,
der går i frygt og nød
igennem dybe dale,
hvor mælk og honning flød.

Lad dem dit nærvær mærke
igennem vore skridt,
og lad os salve være
for alle, der har lidt.

Din fred til dem, der sørger,
du skænke. Lad det ske,
at smil igennem tårer
må bryde frem og le.

Giv håb og nye kræfter
til dem, der måtte gå
fra hus og hjem og hæfter
for gæld, de ikke så.

Til dem, som ingen andre
kan lide og til dem,
der intet har tilbage,
giv dit Jerusalem.

5.
Ej på Zion dvæler Gud,
ej på Garizim,
men på vejen, hvor hun lå
ramte dette rim.

Hendes næste, det var ham,
der bevæge lod
sig til at bekymre sig
om en versefod.

Det er næsten alt for let,
at malaria
rimer let som ingenting
på Samaria.

Jesus sad ved Jakobs brønd,
da hun kom på tværs,
satte hendes linje ind
i et salmevers.

Det er som et eventyr,
Jesus og Marias
kærlighed har lagt et tryk
hér på Tiberías.

Gud er Gud om alle mand
slog sig selv ihjel
på Masada, men et skjul
fandt sig Israel.

Kun to kvinder og fem børn
eller fisk og brød
skal der til en menighed
efter Jesu død.

Først når Peters stol står tom
under himlens hvælv,
åbner skyen sig igen,
det er Herren selv.

Ej på Zion dvæler Gud,
ej på Garizim,
men på vejen, hvor han lå
ramte dette rim.

Og hans næste, det var ham,
der bevæge lod
sig til at bekymre sig
om en versefod.

Det er næsten alt for let,
at malaria
rimer let som ingenting
på Samaria.

Nu beder vi for alle,
der går i frygt og nød
igennem dybe dale,
hvor mælk og honning flød.

Lad dem dit nærvær mærke
igennem vore skridt,
og lad os salve være
for alle, der har lidt.

Din fred til dem, der sørger,
du skænke. Lad det ske,
at smil igennem tårer
må bryde frem og le.

Giv håb og nye kræfter
til dem, der måtte gå
fra hus og hjem og hæfter
for gæld, de ikke så.

Til dem, som ingen andre
kan lide og til dem,
der intet har tilbage,
giv dit Jerusalem.

Hør melodi her.

Nu spænder Gud sit spindelvæv
ud under kirkens gynge,
så tør vi i det frie svæv
os give hen og synge
om fristelse og synd og fald
ned i de dybe have,
og om at det er vores kald
at gå i Edens have.

For Gud er ingen edderkop,
men fra hans hænder spindes
et net omkring den faldne krop,
som til hans nåde bindes;
så bundet nu på hånd og fod
og spundet ind i nåde
vi løses af hans gerning god,
selv om det er en gåde.

Hvordan er der en frihed i
at bære kors og lænke,
at netop sådan er vi fri,
det kan vi ikke tænke;
i troen kan vi det forstå
og fra de dybe have
på foden springe let på tå
og ind i Edens have.

Hør melodi her.

Se, duen min søster slår ned på mit tag,
og sneen sig lægger i lag efter lag;
ja, sneen fra himlen så stille og tyst
afbilleder troen, imens det er lyst.

Den falder i flager så store som flag,
der falder fra himlen den yderste dag,
ja, falder fra himlen og lader sig se
og lader alene vidunderet ske.

Nu ligger der driver ved hus og på tag,
hvor vinden har lagt sig alt efter behag,
ja, vinden har lagt sig som klitter af sand
langt inde i Kanaaens dejlige land.