Kirken i Gyngen

I dagens citat taler Krishnamurti om at iagttage sig selv. Selviagttagelse er vanskelig påpeger han, fordi det mest almindelige er at iagttage sig selv udefra som dommer over sit eget sind. Men en sådan adskillelse af iagttageren og det iagttage forhindrer en egentlig forståelse af, hvad der sker i sindet.

Moralske briller er ikke rigtige briller, som genskaber det svækkede syn. Moralske briller indskrænker synet og gør det dårligere, end det var i forvejen. Ikke at bruge andres briller er afgørende i forbindelse med selviagttagelse.

Men hvad er det for et øje, hvormed vi kan iagttage os selv uden at gøre det udefra? Krishnamurti nævner ofte venskabet som billede på den undersøgelse af sindet, som han selv er eksponent for. Det blik på en, som ikke betinger sig et bestemt indhold, er betingelsen for at man selv finder det givne indhold.

Jeg har forsøgt at lægge en kommentar til Gudmund Rask Pedersens nylige indlæg, men tilsyneladende registrerer systemet ikke min kommentar. Så derfor poster jeg den her.

Indlægget gør opmærksom på en stavefejl i et sanghæfte, hvor teksten til “Morning has broken” af Eleanor Farjeon er aftrykt. Sangbogen har “word”, hvor Cat Stevens (som har gjort sangen kendt) synger “world”. Det udlægges som en fejl i sangbogen.

Jeg tror nu den er god nok. Det skal jo rime på “bird”, og det gør “word” men ikke “world”. Det lyder dog som om Cat Stevens synger “world”, men Wikipedia har en version af Eleanor Farjeons tekst med “word”:

Morning has broken, like the first morning
Blackbird has spoken, like the first bird
Praise for the singing, praise for the morning
Praise for the springing fresh from the word

Dertil synger Cat Stevens “them springing” i stedet for “the springing”. Dictionary.com angiver en såkaldt arkaisk betydning af “springing” til: “to begin to appear, as day, light, etc.; dawn”. På dansk ville det vel være (morgen)brækningen. Måske Cat Stevens har værget sig ved det gamle ord og valgt at ændre i teksten. Men derved går også noget af meningen tabt.

Det er tre niveauer, er der ikke – som Cat Stevens i sin fortolkning slår sammen til to? Disse tre niveauer eller aspekter reflekterer måske oven i købet sangens tre vers. Her er vers to og tre:

Sweet the rain’s new fall, sunlit from heaven
Like the first dewfall, on the first grass
Praise for the sweetness of the wet garden
Sprung in completeness where his feet pass

Mine is the sunlight, mine is the morning
Born of the one light, Eden saw play
Praise with elation, praise every morning
God’s recreation of the new day

Første vers refererer til skabelsen ved ordet og dermed skaberen. Andet vers refererer til sønnen, hvis fødder går gennem haven. Tredie vers refererer til aktualiseringen ved helligånden. Så for mig at se er der en sublim treenighedsstuktur i teksten.

Gud lad mig nu dit ansigt se
et øjeblik hver dag;
så fyldt af kærlighed jeg må
se frem til dommedag.

Så falder troen som et frø
i jord ved korsets fod
og slynger som en rose sig
om det op af dit blod.

Og hyben lyser overalt
som stjerner om dit træ,
og fuglekongen synger fint
om dig det lille kræ.

Gud lad mig, når det bliver vår,
af hver en rosenknop
se dine hænder foldes ud
til duften af din krop.

Hør melodi her.

I dagens citat beskæftiger Krishnamurti sig med fænomenet frygt, som ikke blot er en fysisk reaktion men også en psykologisk proces. Altså ikke blot en relevant reaktion i en farlig situation men også en adfærdsregulerende mekanisme i en voldeligt samfund.

For at forstå dette spørgsmål til bunds må vi se vor egen frygt i øjnene, ikke frygten for det ene eller andet ude i samfundet eller frygten for det ukendte.

Vor egen frygt får et overraskende velkendt ansigt, når den ene ven ikke bryder sig om den anden. Så bliver vort sind en slagmark for modsatrettede kræfter. Men kan vi rumme tragedien i os uden at vælge side, går vi fri af den. Vi overlader scenen til de andre og er ikke længere i vejen.

Hjemløs jeg var en gang. Var det i går,
at jeg mig ønskede op til støvets år?
Nu træder du imod mig med din kærlighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Vis mig den smalle vej, vejen til dig,
det er det eneste, som jeg ønsker mig.
Du fører mig afsted, hvorhen jeg ikke ved.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Nu har mit øje set klart som en sol,
at du har sat dig ned i din nådes stol.
Her skal mit Betel stå ved din barmhjertighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Her i min Faders hus sover jeg ind.
Helvedes klokker slår i mit stille sind.
Nu har jeg fået fred, englene daler ned.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

(sammendrag)

*
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!
Over mit leje står korsets kærlighed.
Jeg vågner af min drøm til Jordens herlighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Hjemløs jeg var en gang. Var det i går,
at jeg mig ønskede op til støvets år?
Nu træder du imod mig med din kærlighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Vis mig den smalle vej, vejen til dig,
det er det eneste, som jeg ønsker mig.
Du fører mig afsted, hvorhen jeg ikke ved.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Nu har mit øje set klart som en sol,
at du har sat dig ned i din nådes stol.
Her skal mit Betel stå ved din barmhjertighed.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Eller på vingesus kløver jeg sky
med himmellegeme i en Himmel ny.
Lærken sin trille slår med uophørlig flid.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

*

Her i min Faders hus sover jeg ind.
Helvedes klokker slår i mit stille sind.
Nu har jeg fået fred, englene daler ned.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Nærmere Gud til dig knæler jeg ned
under det hvide kors, som du for mig led.
Her er mit legeme, her er mit røde blod.
Nærmere Gud til mig sænker sig ned!

Efter “Nearer, my God, to Thee”, Sarah F. Adams, 1841.

Hør melodi her.

I dagens citat spørger Krishnamurti, om vi er opmærksomme på os selv indadtil, psykologisk. Er vi klar over det, når vi omgår sandheden, taler med to tunger, siger et og gør noget andet – og når vi citerer andre? Det er sidstnævnte praksis, han vælger at opholde sig ved. At citere andre er at leve andenhånds, at være autoritetstro – at være konform. Selv det at henvise til det gode eksempel er at være konform. Gode eksempler er der nok af.

Heller ikke Krishnamurti selv er et forbillede. Det, han siger, rummer en opfordring til at være opmærksom på sit eget reaktionsmønster, og det er netop noget andet end at se hen til et forbillede.

At være alene med sin afmægtighed er i sig selv sagen. Men hvilket sind er det, som således er i stand til at være opmærksom på sin egen afmægtighed og derigennem forvandles? Det må nødvendigvis være et sind, som er berørt af en uskyld, som er afmægtigheden overlegen.

Jordens kød og knogler
hakker Gud til fars
på de høje nagler;
det er jul på Mars.

Englen stråler stille
uden sang og ord,
sådan som det ville
lyde over Jord.

Julerosen breder
mægtig som en eg
sig på fjerne steder
vældig, hvid og veg.

I det grønne mørke
er endnu en knop
rede til at lukke
sig i morgen op.

Sådan blir det også
andenjuledag
ude i det store
verdensrum en dag.

Jordens kød og knogler,
frikadellefars,
Mose tunge tavler;
det er jul på Mars.

Til maleri af Inge Marie Eriksen (1930-2010).

I dagens citat anvender Krishnamurti 20 år efter sit brud med Teosofisk Samfund igen billedet fra sin tale i Ommen i 1929, om at der ikke findes nogen sti til sandheden. Du har ikke din vej til sandheden, og jeg har min. Vi har hver vore idiosynkrasier og særheder, men de bringer os ikke i berøring med sandheden. Uanset hvilken tilgang vi har til sandheden, vil den være begrænsende og vil derfor lukke os inde i stedet for at bringe os i forbindelse med virkeligheden.

Selv hvis vi har den tro som er sandheden, vil den begrænse os, hvis vi lader den krystallisere til identitet.

Det er en anden tale end den, der skjuler sig bag dialogens figenblad. Ikke alle religioner fører til Gud – men ingen af dem. Dogmerne er mægtige ruiner af sandhedens øjeblik. Akropolis er ærefrygtindgydende, men det er ikke levende. At forlade det er en velsignelse.

Vi løfter hjerterne op til dig,
når din magt fornys!
Mod dig er solen en skygge selv
set i et forklaret lys.

O lad din stråle komme fra øst
ind i sorgens nat!
Gå gennem tågen af vore fejl
så let som en stribet kat.

Hvor lykkelig er skabelsen nu,
hvor der før var suk!
Glade vi på din forandring ser
og takker med nej og buk.

O lad nu ingen sprede sin skræk
i den nye dag!
Men Jesu blod vil den vaske væk
som dug på det hvide flag.

Må vi kun sørge for vore fejl
i det gamle år!
Livet er kort, og vi har det kun
hos os, imens tiden går.

Gudfader, søn og den helligånd
skaber lys igen!
Troens treenighed skal bestå
sammen med velsignelsen.

Efter “We lift our hearts to Thee”, John Wesley 1741.

Hør melodi her. eller her.

1
Hør, nu er klokkerne faldet i
på det tolvte slag!
Vi springer ind i det nye år
på dets allerførste dag.

8
Nu lander vi igen med et bump
på den hårde jord!
Ligesom katten fra bordet sprang
velsignet af Jesu ord.

I dagens citat får Krishnamurti spørgsmålet om, hvad man kan gøre for at forstå hans budskab til bunds. Det svarer han ikke gerne på, for han har slet ikke noget budskab i den forstand! Ikke i den forstand som Gitaen eller andre ligegyldige bøger har det. Krishnamurti understreger, at hans eneste funktion er at være et spejl – i det spejl kan du og jeg blive opmærksomme på den sorg, vi bærer på, den angst der martrer os, vor ensomhed og depression.

Det handler om denne kunst at lytte, kunsten at se, kunsten at lære. I hver enkelt af os står hele menneskehedens historie at læse.

Ikke Krishnamurtis konklusion men selve hans refleksion er budskabet, fordi den fremkalder et indre landskab i den, der lytter med. Et landskab, der ikke er præget af blokeringer og fordømmelser. Det åbne indre landskab, som støder op til andre indre landskaber og skaber et ydre. Har vi således et fælles ydre, helligt rum, som ikke er præget af konflikt? Vi har hver vore smertens katedraler. I landskabet imellem dem optager den ene flod den anden i sig.