Kirken i Gyngen

Indbydelse til en aften i Møllevangskirken i Aarhus fredag den 17. april kl. 19.00. “Løven er min hyrde”, som er titlen på det nyudgivne hæfte med noder til 10 salmer af Lars Hougaard Clausen og Anne Marie Eriksen, danner grundlag for en aften med koncert og fællessang. Både tekstforfatteren og komponisten vil fortælle om inspirationen til salmerne. Desuden vil Anne Marie Eriksen læse op af sin anden bog, som udkom i januar. Bogen er en samling af små historier fra dagligdagen, der giver anledning til overvejelser omkring “Skyld og gode gerninger”, som er bogens titel. Efter arrangementet er der mulighed for hyggeligt samvær på Café Albert, Møllevangs Allé 151. Alle er velkomne.

Nu synes det min sjæl som om,
at verden stævner mod sin dom
og revner inden længe!
Men brat jeg i dit øje ser,
at det er ikke det, der sker
hen over vang og vænge.

Du styrtede med din propel
men levede alligevel
og vendte din tallerken.
Så pizzaen, som stod derpå,
nu retvendt for dit øje lå
som inden under særken.

Når jeg går hen til Paradis,
så skal du gå på samme vis
i haven ved min side.
Så bøjer jeg en æblegren
og rækker dig en gravensten,
det skal du bare vide!

Her lever vi fra dag til dag
og efterlader nederlag
i rygende ruiner.
Når vejret og selv himlen vil,
så spiller vi vort eget spil
som legende delfiner.

Er solen af en grønlandshval
nu slugt i isens katedral,
hvor halvmånen kun lyser?
Nu skælver den med liv og lyst
som Jonas på en fremmed kyst,
omend den også gyser.

Nu drager jeg på pilgrimsfærd
og går for, hvad det vel er værd
om ej til verdens ende.
Jeg vender om og går omkuld
og stedes i den sorte muld
og den som ploven vende.

Så let som din er blevet min,
forvandles Jesu blod til vin
af Paradisets druer.
Der, hvor hans legeme er lagt
i graven, er det blevet bagt
i pinsesolens luer.

I brødets brydelse vi ser,
hvordan det store under sker,
at alt i verden deles.
Det sår, som før igen sprang op
på hele menighedens krop,
på alle lemmer heles.

Så tager jeg den gerning på
mig, som for mine øjne lå,
for dog igen at leve.
Men jeg forkynder ikke dom,
jeg flygtede og vendte om
med glæde til Nineve.

Hør melodi her.

Det er vist i “Norm og spontaneitet” Løgstrup gør sig tanker om, hvad han kalder at “sætte sig ud over sin natur”, hvilket er noget man ikke bør gøre. Han giver et eksempel på en diskussion mellem to personer med hver sin natur. For den ene er det naturligt at være overilet og ubehøvlet, og for den anden er det naturligt at være besindig og reflekteret og ikke at lade sig anfægte af andres mangel på høflighed og dannelse men at optage alt i bedste mening. Nu sker det så, at den første, for hvem det er naturligt at optræde ubehersket og ufølsomt går så langt over stregen overfor den besindige, at denne omsider tænker, at nu kan det være nok! Han giver så igen med samme mønt. Men det skulle han ikke have gjort, for det er at sætte sig ud over sin natur. Han kommer til at stå ved siden af sig selv.

Forleden, da jeg var på arbejde som hjælper havde min arbejdsgiver fødselsdag med stort rykind til følge. Jeg skal jo være til rådighed, men blev i sagens natur trængt ud i periferien og fandt mig selv klinet op ad en bogreol. Hvad er så mere naturligt for en nærsynet bogorm end at pille en bog ud og give sig til at læse. Et oplagt valg var “Politikens bog om år og dage”, hed den vist. Mit første opslag gjaldt den pågældende dag i den tro således at kunne bidrage til festlighederne. Men efter at have læst opgav jeg at alliere mig med den pågældende martyr til det formål. I stedet slog jeg op på min egen fødselsdag og læste til min undren, at en skuespiller kendt som “Fyrtårnet” var født denne dag. Jeg slog så op på Ries fødselsdag, og først nu ringede en lille klokke, da jeg her læste, at en skuespiller kendt som “Bivognen” var født denne dag.

Undtagelsesvist ankom jeg for tidligt til lærermøde på skolen, og jeg vekslede nogle ord med skolens leder i biblioteket, hvor mødet skulle finde sted. Hun forlod mig med et ærinde i køkkenet. Bordet var allerede dækket med brød, ost og kaffe, men måske skulle hun hente en kande te eller en kande kaffe mere. Således overladt til mig selv gav jeg mig til at skimme bogrygge på reolen foran mig. Min opmærksomhed fangedes af en bog af billedkunstneren Egill Jacobsen med titlen “Ansigt til ansigt”, hvilket jo er et citat fra 1. Korintherbrev 13: “Nu ser vi i et spejl, i en gåde; men da skal vi se ansigt til ansigt”. Hvor ville jeg gerne se Jesu ansigt! Jeg tog bogen ud og bladrede, indtil blikket standsede ved et rasende “Rødt objekt”, som det hed. Billedet er fra 1938 og forestiller måske Hitler med bombe og halvmåne i munden. Skolens leder kom tilbage til biblioteket, og jeg viste hende billedet. Hun lo mig i møde ansigt til ansigt.

I kirken falder vi på knæ
og beder for hinanden
og tænder lys på livets træ
til ære for en anden;
og den, som har den største skam,
hun får det allerstørste kram
af åndens englevinger.

Det er en lykkens talisman
for skæbnens tunge byrde
at svinge i som en lian
hen til den gode hyrde;
og den, som lander for hans fod
går frejdig al hans magt imod
som ført af englevinger.

En løve går i byen ind
og lægger sig på torvet
og svøber sig i eget skind,
som var det rede garvet;
og den, som møder dyrets blik,
får sat på sine sanser skik
og skuer englevinger.

Den spæde stiller sine krav,
og moderen des mere,
så springe må du over grav
med ét og inklinere;
og den, som kommer med som gæst,
får bryllupsklæder og en fest
i ly af englevinger.

Du lukker døren til dig selv
og sidder ene inde
og stivner, hvor du ellers skjalv,
for hvad du har i sinde;
og den, som lytter ved din dør,
fortæller dig, at du er skør
og ejer englevinger.

I tidens strøm er alle slugt,
og du er med de andre,
og hist, hvor vejen slår en bugt,
kan synet sig forandre;
og den, som ser dig stå imod
de tunge tankers overflod,
får dine englevinger.

I salighedens nøgenhed
er al din blusel blottet,
og du må i forlegenhed
beskytte dig mod plottet;
og den der gætter, hvad der sker,
står stille, alt imens han ser
på sneens englevinger.

Hør melodi her.

I 150-året for krigen i 1864 bølgede Ole Bornedals serie “1864” over skærmen på landsdækkende TV. I en amerikansk dokumentar om landskabsarkitekten Jens Jensen – som var sønderjyde og efter tre år i trøjen for det tyske kejserige udvandrede til Chicago og her skabte parker i æstetisk henseende så langt fra den tyske havekunst som muligt – blev krigen i et større perspektiv omtalt som en krig “against german nationalism”. Det ville være synd at sige, at det også har været Ole Bornedals vinkel. Her er det i højere grad dansk nationalisme, der fremkalder krigen mod en overbærende tysk overmagt, der nødtvungent må gøre det onde ved lilleputstaten. Den kontroversiele Jens Jensens landsmand, konceilspræsident D. G. Monrad fremstilles som inkarnationen af dansk nationalt vanvid. I Ole Bornedals serie er der dog flere lag, og det som fylder mest på film er naturligvis billedplanet; men det er ikke dette plan som er fortællingens bevidsthed. Det er netop fortællingens ubevidsthed. Fortællingens bevidsthed findes i parallelhistorien om den gamle på slottet og hans hjemmehjælper eller nærmere bestemt i den dagbog de finder og læser sammen. Den kvindelige dagbogsskriver har fået sin del af de lidelser krigen bragte, og har født barn på barn til den af filmens tvivlsomme karakterer, som hun har måttet gifte sig med. Hun er dog stor nok til at sige om ham, at for hvert barn, hun fødte ham, mildnedes han en smule, og til sidst kom der alligevel en slags menneske ud af ham…

I relation til serien erindrede jeg en af mine egne salmer “Sig rejser Jord og Himmerig”, som også tager afsæt i krigen i 1864 og har et tilsvarende nutidigt spor i forhold til overleveringen. Min salme er oprindelig skrevet til en prædiken af Ricardt Riis “De andre og os” fra samlingen “Kristne prædikener imod islam inspireret af begivenhederne den 11. september 2001”. Se her. De første syv vers i min salme er en fri gendigtning af Luthers salme “Nu fryde sig hver kristen mand”, men så sker der noget overraskende i forhold til den gamle salmes afgrænsede univers. Mens jeg skrev, steg en vovehals til vejrs i en ballon på verdensomspændende TV og gennembrød lydmuren i sit fald, inden han udløste sin faldskærm og landede på jorden i god behold.

Sig rejser Jord og Himmerig
og træder ind i dansen,
og dansen flyder som en leg
og bølger over skansen.
Her vokser en forglemmigej,
og dansen er sin egen vej
med lethed over grænsen.

I dødens fængsel led jeg nød
og bad for mine synder,
min hele verden var som død
berøvet sine ynder.
Jeg faldt og faldt i evighed
og ramte ingen salighed
på bunden af det hele.

Når jeg mig selv i spejlet så
og slap den gode mine,
så lod jeg bare skægget stå
hen over al min pine.
I spændetrøje var jeg lagt,
og det er ingen herlig dragt,
jeg hilse skal og sige.

Men Gud i min elendighed
mig så og vilde vende
den til sin store kærlighed,
og lade den få ende.
I dødens rige greb han ind
og viklede den om en pind
og den sig om hans hjerte.

Han sagde til sin egen Søn:
Gå ud og hjælp min synder,
ja lad dig føde der i løn,
derved alt trøst begynder!
Ved dig skal døden lide død,
og ud af al din bitre nød
skal nøddebusken spire.

Nu vokser busken dejlig her
imellem eg og ceder,
imens et lille under sker
imellem får og geder.
I krybben ligger barnet svøbt,
fuldkommen som om det er støbt
i kød og blod og ånde.

Gud taler fra en nøddebusk
og svarer, når jeg spørger.
Han siger til mig: Tag og husk,
at jeg er den, der sørger
for dig på kærlighedens sti,
hvor ingen næste går forbi,
når du hans hjælp behøver!

Jeg stiger op i en ballon
og kigger ned på Jorden
og ser min Faders højre hånd,
der hviler med sin torden.
Jeg springer ud og falder frit
og ingen djævel holder trit
med mig igennem muren.

Jeg folder brat min faldskærm ud
og daler som en due
ned over Jorden med min Gud
for alle frit at skue.
Nu lander jeg i løb og se:
Gud lod ved mig sin vilje ske
og lod mig Jorden kysse.

Nu sænker Himmerige sig
på fuglevinger over
den lykkelige, som er mig,
jeg våger eller sover.
Jeg går i tryghed, hvor jeg går
med glæde hvert et enkelt år,
Gud vil mig lade leve.

Salmen har egen melodi af Anne Marie Eriksen og findes i en indspilning med komponisten selv på sang og klaver her:

Mine kritiske artikler om nye danske salmer har fulgt en disposition hentet fra Grundtvigs store kirkehistoriske digt “Christenhedens Syvstjerne”, 1860. Det falder i syv dele, der tilsammen udgør en perlekæde af hele den kristne kirkes historie. Anliggendet med de syv nedslag i moderne salmer på denne baggrund er således at forsøge at sætte de nye salmer i relation til den kirkelige tradition. De syv nedslag er blevet til otte, hvor det ottende er parallelt til Tusindårsriget, som ikke skildres i “Christenhedens Syvstjerne”. At det hører med til Grundtvigs syn fremgår af Ole Vinds disputats “Grundtvigs historiefilosofi”, Gyldendal 1999.

Lars Busk Sørensen har måttet lide den tort at få salmen “Menneske, din egen magt” optaget i salmebogen på betingelse af at lade den censurere. Sætningen “Gud har ingen hænder” – underforstået, hvorfor han har brug for dine – er uden underfundighed blevet til sætningen “Gud har dine hænder”. Der skulle nødig sidde en spastikker i kirken og føle sig set ud af øjenkrogen! Nogen burde rejse en skamstøtte:

Gud taber både øjne
og næse og sin mund
på grund af vore løgne,
når nogen gør et fund.

Så rører vi ved arken
og rækker hånden ud
og hjælper patriarken
med nok et lille bud.

Han hævner sig i blinde,
og nåde går for ret,
og det, vi har i sinde,
blir til en skønhedsplet.

Gud finder sine briller
og tager brillen på
og dæmper vore griller
og lader ordet stå.

Lars Busk Sørensen har tilsyneladende lært lektien. Den sidste salme i “Lysets utålmodighed” (af de tolv) er en bevidst en nedskrivning af Grundtvigs “Jeg kender et land”, til blot “Jeg drømmer et land”. Der er en verden til forskel mellem den udfordrende tanke om Guds manglende handlemuligheder til det stillestående drømmeri. Her er mit modspil i elgens tegn.

Jeg kender mig selv
som elgen, der drikker den smeltende elv
og snart er forsvundet i skoven og væk,
når fuglene vender tilbage fra træk
og bygger en rede i træernes løv
af flid og af støv.

Jeg rejser mig op
og står mellem sten med min vældige krop
og mærker din skabende hånd mod min pels,
som finder den bankende puls i min hals,
og går over vejen i ro og i mag
ved nat og ved dag.

Jeg kender din drøm
og føjer den ind i mit sind uden søm
og lader den leve og vokse og dø
den dag, jeg er kaldet og springer af frø
som hveden i marken og blomsten i hjem
i Jerusalem.

Hør melodi her.

I en udsendelse om karikaturer i fjernsynet var der et interview med den tidligere svenske statsminister Ingvar Calsson, der selv fortalte, hvordan han havde taget det til sig, at komikerparret “Hasse och Tage” havde sagt, at han lignede “en fod i ansigtet”. Da statsministeren selv ved en senere lejlighed blev interviewet af en tolvårs pige “barnjournalist” og til slut blev bedt om at tegne sig selv, satte han resolut sin fod på papiret og tegnede skoens omrids. Derefter tilføjede han prikker og streger for næse og mund. Den gode historie har inspireret til billedet af elgen som et aftryk af Guds hånd i andet vers.